Category Archives: Tanker

Hej 2017, hvad nu?

Processed with VSCO with f2 preset

Gooooodt nytår! Og glædelig jul selvfølgelig, selvom det allerede føles som meget lang tid siden alt sammen. Jeg håber virkelig at I har haft nogle dejlige dage og alt blev (bare sådan nogenlunde) som I gerne ville have det. Jeg håber også at I har slappet af og har fyldt depoterne til kvalmegrænsen med julemusik, marcipangrise, familiehygge og nytårshatte for endnu en gang lægger det nye år hårdt ud med januar som er lang og kold og mørk og lokker med alt sit udsalg, som jeg slet ikke har råd til. Argh denne hæslige måned, hvad stiller man op med den? (Ok, lige nu skinner solen, det er meget rart). Jeg trak som sagt stikket fra bloggen og alle sociale medier, prøvede at glemme alt om den usikre fremtid og holde rigtig fri – og bare nyde det hele. Det gik egentlig meget godt. Julen var skøn (for det meste), jeg nåede (næsten) at se alle de mennesker, jeg havde savnet de sidste par måneder, fik læst en rigtig bog (!), sov godt om natten og slappede bare af. Alt var ren Disneyidyl. Altså lige indtil endnu en forkølelse sneg sig ind på mig og ramte lige i smasken nytårsdag. Kan. Ikke. Mere. Sygdom. Og gider heller ikke snakke om det, for det er så kedeligt. Nej, vi skal snakke om noget andet.

Processed with VSCO with f2 preset

Det er et nyt år og selvom det ikke rigtig betyder noget (vi er jo stadig præcis de samme med eller uden urealistiske nytårsfortsætter), så føles det virkelig som et NYT år for mig. På mandag skal jeg sådan helt endelig aflevere min bog og det går op for mig at det er slut. Jeg skal finde på noget andet at få tiden til at gå med. Og noget andet at tjene mine penge på. Nogle ville måske mene at det kunne jeg da godt have regnet ud noget før, for vi vidste jo alle sammen at det ikke kunne blive ved for evigt. Men alligevel kommer det lidt som en overraskelse for mig. Måske fordi jeg har været så opslugt af bogen at jeg har haft svært ved at rumme andet. Vintagemessen trænger til noget opmærksomhed og det skal den nok få, men jeg har brug for mere at fylde i kalenderen. Som altid søger jeg freelanceopgaver (måske et lille bitte deltidsjob?) som art director og grafisk designer – råb op hvis du har brug for mig, så kommer jeg! Men jeg ville også gerne have endnu et vintageprojekt at gå i gang med. Endnu en bog? Et magasin? Et tv-program? Hvad synes I? Jeg kunne rigtig godt bruge nogle gode ideer – og gode kontakter ikke mindst, min januarhjerne er ikke helt varm endnu.

Processed with VSCO with f2 presetHvad skal jeg fylde i 2017?

English recap: Happy New Year! My vintage book is almost done and I’m wondering what to do next – any ideas?

 

Glædelig jul. Vi ses i 2017.

Processed with VSCO with f2 presetJuletræet er pyntet, gaverne er købt, vi er sådan set klar. Så klar som man nu kan være med en sæk lopper om benene og lidt for mange ting i hovedet. Det er fint nok, det skal nok blive nogle gode juledage, selvom vi sikkert har glemt noget og måske ikke når alt det vi gerne ville. Allerhelst vil jeg bare gerne trække stikket og slappe lidt af og netop det bliver min julegave til mig selv i år (udover de der Askepotsko, selvfølgelig) – ro. December har desværre ikke været så god ved mig, som jeg havde drømt om og jeg trænger til en pause nu. Al for meget sygdom, al for meget arbejde, al for meget ondt i maven over fremtiden og alle de andre ting, jeg ikke kan styre. Jeg trænger til at læse bøger og være sammen med min familie og venner. Jeg trænger til at gå lange ture og spise god mad. Jeg trænger til at være sådan rigtig til stede og ikke tænke på alt muligt andet hele tiden. Arbejdet slipper jeg ikke helt, min bog skal sendes til tryk 9. januar og den bliver jeg nødt til at gøre færdig. Og det er fint, jeg glæder mig egentlig til at fordybe mig i de sidste detaljer og nusse det hele på plads, så jeg med ro i maven kan slippe den. Det har den fortjent. Men bloggen, Facebook og Instagram lægger jeg på hylden for en stund, i hvert fald indtil vi er inde i det nye år. Og det er helt ærligt med en lille knude i maven at jeg beslutter mig for at lukke ned for alle sociale medier i aften, for de er så stor en del af mit liv og min hverdag. Det er ikke engang 14 dage og alligevel føles det så mærkeligt og jeg er helt sikkert en af de der freaks som lider af FOMO og er mere end angst for at misse noget. Lige præcis derfor er det vigtigt, for jeg orker ikke at være sådan en. Så nu detox’er jeg for første gang og håber at det kan hjælpe mig med at få ro på tankerne og give noget fornyet energi til 2017.

2016 har virkelig været et fantastisk år, men jeg har på fornemmelsen at 2017 bliver endnu bedre – jeg skal bare lige have ladet batterierne op. Tak for i år, jeg håber I bliver hængende <3

Engelish recap: Merry Christmas. I’m having a break from the internet, but will be back in 2017!

 

Om at skrive en bog – og et ydmyg tak

ca1_8496_2_stormmagasinBilleder af Carolina Segre

Jeg er egentlig ikke sådan en, som altid har gået rundt med en forfatter i maven. Og jeg har aldrig overvejet at det med at skrive, var noget jeg kunne. Danskstilene i gymnasiet var da meget sjove, men jeg har jo aldrig skrevet et speciale eller en større afhandling. Det visuelle har altid været min ting – både professionelt og derhjemme.

Men nu skriver jeg altså en bog. Det forstår jeg ikke noget af. Sådan en rigtig bog altså! Med mange sider og mange ord (rigtig mange ord) og et stort forlag i ryggen. Jeg forstår heller ikke at den snart er skrevet færdig. I månedsvis har jeg følt at det aldrig nogensinde ville slutte, men lige pludselig er jeg der næsten og på torsdag d. 1. decemeber skal jeg aflevere al teksten. Så skal min redaktør læse det hele igennem endnu en gang og så ryger den tilbage til mig med (forhåbentlig) de allersidste rettelser. Og så er der korrekturlæsning selvfølgelig, men det er der nogle andre, som tager sig af.

Al det skriveri har i den grad været en rutsjebanetur af følelser og processen minder mig på mange måder om min graviditet: det ene øjeblik ren panik, det andet øjeblik en ubeskrivelig glæde over at være heldig at få lov. Inklusiv alle spørgsmålene – er jeg mon god nok? Kan jeg virkelig? Hvad sker der bagefter? Forleden nat drømte jeg endda at jeg var højgravid og endelig skulle føde, men veerne blev ved med at forsvinde. Barnet ville ikke forlade min krop og jeg vågnede med et chok i det mest desperate øjeblik i drømmen. Men barnet kommer, det gør det og der er ikke længe til nu. Efter korrekturlæsningen en gang i løbet af december får jeg al teksten tilbage og skal sætte den ind i det layout, jeg har lavet sideløbende. Jeg designer nemlig også bogen og det er virkelig det bedste – jeg både skriver, designer, udtænker og styler billeder og er model – og det er så fedt at være en del af hele processen. Det er virkelig min bog.

Og så en ganske ydmyg tak til sidst. Hvis I ikke læste med og viste interesse for mine skriblerier, var bogen aldrig blevet til noget, det er jeg meget bevidst om. Derfor er den er først og fremmest til alle jer og jeg glæder mig så meget til at høre hvad I synes. Jeg håber (og tror) at I vil tage pænt imod med den, for den er virkelig et længeventet hjertebarn, som rummer mange timer, tanker og følelser – og en stor portion stolthed.

ca1_8496_stormmagasinps. Og sådan ser det ud bagom vores foto shoots – masser af kjoler, pailletter, bøjler, tasker, lange lister og en lille smule kaos.

English recap: Thoughts about my vintage book. And a big THANK YOU for making it happen.

 

De der dage

a0f5968204e2535b3b9be38dbb94729c

De der dage hvor man rister rugbrød. Uden at lægge brødet på risteren, vel at mærke.

De der dage hvor man begynder at gå i panik over at ens cykel er blevet stjålet. Indtil at det går op for en at i går også var en af de der dage og man glemte at tage cyklen med hjem fra kontoret.

De der dage hvor man hamrer sin tå ind i Brio-gåvognen. Og så lige højstolen bagefter. Bare for at sikre sig at nu også er rigtig forstuvet.

De der dage hvor man bare lige vil stryge sin kjole, men simpelthen ikke kan få øje på strygejernet. Også selvom man står lige foran det.

De der dage hvor man igen har glemt at købe ind til morgenmad. Og igen må stille sulten med chokoladekiks.

De der dage hvor hele kroppen gør ondt. Altså ikke på grund af træning eller dans hele natten, men af at bære rundt på skraldeposer, indkøb, barn og ligegyldige bekymringer.

De der dage hvor man igen beslutter sig for at skrue lidt ned for kaffen. Og et par timer senere bestiller endnu en cappuccino for ikke at falde om af træthed.

English recap: Those days…

Om vintagemagi og hvorfor jeg aldrig går i bukser

carmenkjole_stormsmagasin

Jeg får mange sjove reaktioner, når jeg fortæller at jeg ikke ejer et par bukser. Nogle synes det er fint, andre helt utænkeligt, nogle undrer sig og så er der dem, som faktisk bliver lidt provokerede af min beslutning. Hvorfor det er så ekstremt for nogle, ved jeg ikke, men i hvert fald er jeg flere gange blevet mødt med diverse kjoleudfordrende scenarier, når jeg fortæller min historie: Hvad så hvis du skulle til Island på hvalsafari? Eller løbe triathlon? Eller på overlevelsestur i Canada? Eller? Eller? Eller? For det første – det skal jeg ikke. For det andet – så ville jeg nok tage nogle bukser på.

Jeg har jo ikke noget imod bukser. Jeg synes faktisk at det er ret fantastisk stykke beklædning, som rigtig mange er rigtig glade for – både mænd og kvinder. Beslutningen om ikke længere at gå i bukser, handler om så meget mere end at sige farvel til et særligt stykke tøj. Det er lige så meget en symbolsk handling, som minder mig om at gøre det der føles rigtig for mig og ikke hvad andre forventer. I årevis var det en kamp at finde de rigtige bukser. Jeg var ret overbevist om at det var min krop der var noget i vejen med – jeg passede bare ikke godt i dem og følte mig heller ikke godt tilpas. Men alle går jo i bukser, så det gjorde jeg også. Altså lige indtil jeg stødte på min første rigtige vintagekjole. Med den gik det op for mig at min krop ikke var sær eller forkert eller mærkelig – den passede bare meget bedre i noget andet tøj, end det jeg hidtil havde prøvet at klemme den ned i. Pludselig fik jeg øje på alt det gode ved min krop i stedet for at fokusere på det negative og slap mig selv fri. Endelig holdt jeg op med at jage det uopnåelige, endelig tog jeg udgangspunkt i mig selv, endelig slappede jeg af – og mit selvværd voksede markant. Derfor var beslutningen også ganske simpel og slet ikke svær at efterleve: tøj skal være et frit element, som ikke er bundet op på regler og forudbestemte kropsidealer. Tøj skal understrege den jeg er og få mig til at føle mig mere værd. Tøj skal være en sjov og levende oplevelse, som giver dagene mere magi og glamour.

Siden dengang (snart 10 år siden?) har jeg ikke tænkt så meget over det med altid at gå i vintagekjoler, bortset fra når andre skeptisk spørger ind til min beslutning. Men for tiden tænker jeg især meget over det. Al den magi og selvforståelse vintage har givet mig, prøver jeg nemlig at samle sammen i min bog og mens jeg skriver, lærer jeg også nyt. Jeg dykker ned i tidernes kropsidealer, snit, materialer og forsøger at videregive alt det de gamle kjoler gemmer på og det rush, det giver mig at få det helt rigtige på. Og sådan havde jeg det præcis, da jeg i torsdags var på endnu et fotoshoot med Carolina, for at tage billeder til min bog. Jeg havde lånt den mest vidunderlige 1970′er silkekjole fra Carmen Vintage, med metervis af stof som svævede om benene og sølvtråde som glitrede i de sidste solstråler. Den følelse af glamourøst overskud og feminin energi har jeg bare aldrig fundet i par bukser – er det mon svar nok?

English recap: Why I never wear pants…

32

birthday_stormsmagasinLige præcis i dag fylder jeg 32 og det har jeg det virkelig godt med. Det sidste år har hverken gjort mig kønnere, slankere eller friskere (ganske tværtimod), men til gengæld har det gjort mig både gladere, klogere og mere selvsikker – og den cocktail vil jeg uden tvivl foretrække til hver en tid. Jeg har altid troet at det der med at blive voksen handlede om at få styr på sin økonomi, investere i vaskemaskine, se TV2 News og have overblik over pensionen. Det viser sig på ingen måde at være tilfældet – i hvert fald ikke for mig. Ingen tvivl om at jeg stadig håber på at blive mere økonomisk bevidst og drømmer endda om en vaskemaskine i skjul, men voksenårene byder heldigvis også på så meget mere: jeg er nemlig blevet rigtig god til at leve efter min mavefornemmelse og det har været den største gave i år. Jeg spekulerer stadig over beslutninger, men i de allerfleste tilfælde får maven lov at bestemme og den har endnu ikke taget fejl. Jeg er blevet bedre til at give slip på trygheden og tro på at alt løser sig, hvis bare jeg lytter rigtig godt efter. Det viser sig nemlig at lykken, livet, kærligheden og alt det sjove ikke ligger i det rigtige realkreditlån eller fast arbejde, men lige her under hjertet, midt for navlen. Så bare kom an 32, jeg er klar.

English recap: I’m 32 today!

Hvad er god stil?

polkadots_stormsmagasinForleden dag blev jeg spurgt om, hvad god stil er. God stil er selvrespekt og personlighed, svarede jeg.

Jeg har altid været ret vild med tøj og siden jeg var helt lille, har jeg været meget bevidst om, hvad jeg vil have på og især hvad jeg ikke vil have på. Og jeg har haft det rigtig sjovt med det. Tøjet har altid været en kæmpe del af min personlighed og den bedste og mest direkte måde for mig at udtrykke mig på. I årenenes løb troede jeg derfor at mode var det, jeg interesserede mig for. Men moden blev ved med at tage begejstringen fra mig med alle dens regler, dos and don’ts, alt for tynde modeller og et minimalistisk, androgynt, masseproduceret univers jeg slet ikke kunne genkende mig selv i. Hverken min krop eller personlighed passede ind i de firkantede moderegler og jeg følte mig, helt ærligt, altid lidt forkert. Flere gange droppede jeg derfor drømmen om at uddanne mig indenfor mode, jeg kunne simpelthen ikke finde min plads i det.

Da jeg opdagede at der fandtes en parallelverden af tøj fra svundne tider, fandt jeg ud af hvad det i virkeligheden er, der får mit hjerte til at slå. Det et nemlig ikke mode – det er stil. Og stil er en helt anden snak. Vintage gav mig en verden, hvor jeg endelig kunne trække vejret og udleve alle mine tøjdrømme. Det er originalt, det er autentisk, det er mystisk, det er glamourøst, det er feminint og det er magisk. Og det allerbedste? Her er det mig, der bestemmer og der findes ingen regler, ingen prædefinerede udtryk, ingen forkerte kroppe, ingen eksperter. Jeg begyndte at lege med tøjet igen og fandt ud af at god stil er selvrespekt og personlighed. 

Respekt for min krop og mine grænser. Føler jeg mig godt tilpas i det jeg har på? Passer tøjet til min krop? Så langt, så godt. Når fundamentet er på plads, kan man lettere tilsætte personlighed, som er krymmelen på hele: farver, prints, smykker, glimmer, materialer – alt hvad man godt kan lide og føler for. Guld og glimmer? Skinny jeans og en gammel t-shirt? Eller polkaprikker fra top til tå? Det ved kun du. Og det er god stil.

 

De gode gamle dage? Nej tak, ellers tak.

Processed with VSCO with f2 presetVintage er en vidunderlig ting, det skal vi slet ikke diskutere. Jeg elsker (næsten) alt omkring det og vil til enhver tid prædike alle de fordele det har, til alle som gider at høre på mig. Håndværket, kvaliteten, pasformen, farverne, fantasien, printene, historierne og ikke mindst magien, som er kombinationen af det hele – jeg elsker det. Det er den bedste måde at skabe et unikt udtryk på og så er det både godt for dyr, mennesker og miljø at købe vintage. Ja, man kan vel næsten ikke finde noget dårligt at sige om vintage? Jeg kan i hvert fald ikke.

At købe gamle kjoler og andet godt fra tidligere tider har været en del af min hverdag siden jeg var teenager. Jeg har altid været draget af fortidens glamour og elegance, som er noget jeg længes efter i den moderne verden, jeg lever i. Helt ærligt, så er der jo ikke meget dekadence i dagens konforme Danmark, som jeg synes har tendens til at drukne i praktisk løbetøj, firkantet byplanlægning, kysseforskrækkede forældre og strømlinede biler i neutrale farver. Argh. Jeg vil have tonstung silkevelour, kraftig parfume, gamle bygninger, upraktiske sko, overgroede parker, store diamanter og dæmpet belysning. Og kysse på børn og dyr og smukke mænd (okay, mand, jeg er trods alt gift). Med vintage får jeg lidt af glamouren helt ind på kroppen og kan tage stemningen med mig, hvor end jeg er. Og det føles så godt.

Når jeg så går rundt i Føtex med lidt mere rød læbestift end de fleste andre, proklamerer fremmede mennesker ofte at jeg er født i den forkerte tidsalder. I den mest positive forstand, det er jeg overbevist om. Jeg har også tit hørt det samme fra andre, som er mindst lige så forelskede i vintage, som jeg er – at de ville ønske at de var født i et andet årti. Jeg ved godt hvad de mener. De drømmer om en anden æstetik og lidt mere finesse. Men at tro at alt var bedre i de gode gamle dage er meget naivt og jeg drømmer om ingen anden tid, end den jeg lever i og den som kommer.

Selvom der er et godt stykke vej endnu, har vi kvinder aldrig haft det bedre end vi har det lige nu. Aldrig har vi haft så mange muligheder og aldrig har ligestilligen været tættere på. Det er ret vigtigt at huske, inden man lukker øjnene for den moderne verden og lader sig glide ned i en verden af drømme og svundne tider. Det er simpelthen for nemt og for dumt at bilde hinanden ind at livet var bedre før, for ikke at skulle forholde sig til nutidens problematikker. Livet var ikke bedre. Livet var ikke nemmere eller mere simpelt. Kvinder før os har kæmpet i årtier for at vi kan leve det liv, vi lever i dag og vi skylder dem at få det bedste ud af det. Takket være dem har vi blandt andet fået muligheden for at klæde os lige præcis som vi vil og det sætter jeg stor pris på. For vores, deres og fremtidige kvinders skyld, bliver vi nødt til at blive ved med at arbejde for at det skal blive endnu bedre.

Dermed ikke sagt, at vi ikke også kan kæmpe for en lidt lækrere verden med mere fokus på kunst, historie, kvalitet, skønhed, glamour og elegance fremfor praktisk, glat tetris-hverdag. Til at bidrage til kampen, har jeg i dag investeret i to vintagekjoler til glæde for os alle sammen (ja okay, mest mig). En lyserød 1940′er kjole med det smukkeste print og en grøn med hvide prikker fra 1960′erne, som man bliver meget glad af. Det må være en start.Processed with VSCO with f2 presetProcessed with VSCO with f2 preset

 

 

Den ensomme side af at blive mor

10671297_567786720029362_1072907789765049989_nJeg har nu haft fornøjelsen af at have titlen som mor på mit menneskelige CV i lidt over et år. Det er ikke det som fylder mest her på bloggen, men lidt sniger der sig alligevel ind en gang imellem, for det er svært helt at komme helt udenom. Selvom jeg i bund og grund føler mig som den samme som før Pontus overhovedet var en overvejelse, så er jeg i den grad blevet rystet i min grundvold og mit hjerte rummer en kærlighed, en tristhed, en melankoli og en lykke, jeg umuligt kan beskrive.

Jeg havde ikke mange forventninger til at blive mor, havde egentlig aldrig rigtig drømt om det. Men så kom der en dag, hvor jeg kunne mærke at jeg nok med tiden ville ærgre mig mere over ikke at have fået et barn end at have fået et. Jan var enig, så det fik vi. Og jeg har siden da været blæst bagover af de følelser som fulgte i kølvandet.

En ting var jeg overbevist om – det ville blive hårdt at få et barn. Men det hårdeste har vist sig på en helt anden måde, end jeg havde regnet med. Jeg frygtede de søvnløse nætter (som er hårde), at håndtere en skrigende baby (som er hårdt) og alt det praktiske arbejde (som er hårdt), men ikke slet ikke så slemt som frygtet. Jeg overlever, det er fint nok. Det som er det hårdeste, er den snigende ensomhed, jeg har følt i løbet af det sidste år.

Det er klart at man som ny mor ikke kan gøre helt de samme ting som før. Det havde jeg heller ikke forventet, det forstår jeg og det accepterer jeg. Men at flere af mine veninder stille og roligt ville glide væk, havde jeg ikke regnet med. Jeg forstår dem egentlig godt og klandrer dem ikke. Jeg ved de har travlt og de regner med at det har jeg også, hvilket de har ret i. Men jeg tror på ingen måde at de ved, hvor meget jeg har manglet deres nærvær. Da min bedste veninde for nogle år siden selv blev mor, var jeg heller ikke rigtig til stede. Kom forbi med en gave og snakkede lidt, men alt var anderledes og sært og jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle forholde mig til det. Så jeg lod være og sagde lige som alle siger: Nu må du endelig til hvis jeg kan hjælpe dig med noget! Så har man ligesom sit på det tørre.

Det man muligvis ikke ved, før man selv har stået i den absurde situation at få et barn, er at man kan slet ikke finde ud af at sige til. Eller fra. Eller sende en mail eller skrive en sms. Eller hvor gammel man er for den sags skyld (jeg er skræmmende tit i tvivl). Man har bare brug for kærlighed, omsorg og en ordentlig Snickers. Gerne i selskab med gode veninder, som ikke er sovset ind i det nye familieliv. Og uden at man har bedt om det. Hvornår er vi egentlig blevet så uafhængige og selvstændige at vi skal sige til, når vi har brug for hjælp, når det er så tydeligt at det har vi? Men man vil jo nødigt trænge sig på.

Jeg skal helt sikkert blive bedre til at sige til, når jeg har brug for hjælp, jeg er bestemt ikke god til det. Men især håber jeg at blive bedre til at hjælpe og være til stede, når mine veninder har brug for det. Uden at de har bedt om det. Næste gang en veninde får et barn, håber jeg at jeg kan give hende, hvad jeg har savnet og stadig til dels savner. Holde hende i hånden og spørge hvordan hun har det, sådan rigtig har det og lade hende tude lidt. Huske at invitere hende med til fester, selvom hun sikkert ikke kan komme. Spørge til hendes barn. Fortælle hende at hun er smuk og en dejlig mor. Være fleksibel og kigge forbi en gang i mellem, selvom jeg ikke er inviteret. Minde hende om at det hele nok skal gå og aflevere en kæmpe pose godt og blandet fra Føtex. Og love hende at jeg er der. Også selvom hun ikke siger til.

Billedet er taget nøjagtigt for et år siden, da vi holdt sommerferie hos min mor. I morgen tager vi turen igen og glæder os landlig idyl, jordbær og hjemmebagte kager.

 

Plan B

Processed with VSCO with x1 presetDe færreste er vist i tvivl om at det er den tid på året – studentertiden. Hvis man bor i en større by, har man i hvert fald ikke kunne undgå den hårdslående bas og begejstrede (læs: fulde) studenter. Unge, smukke mennesker med 12 i snit, hvide huer og hele fremtiden foran sig. Og de er så søde og glade og selvfølgelig bliver jeg da lidt nostalgisk, når de brager igennem byen med bøgeblade, bajere og Bieber for alle pengene. Nostalgisk er til gengæld slet ikke dækkende, når de igen igen vækker Pontus midt om natten, fordi de ikke kan få fest nok. Jeg er muligvis også blevet en anelse gammel. Ja, det er jeg faktisk, for det går op for mig at i år er det 12 (!!) år siden at jeg selv blev student. Hvad skete der?

Og jeg må ærligt indrømme at turen i studentervognen, så absolut var en af de sjoveste dage i mit liv. Hvad kan være meget bedre end at drøne rundt i en åben lastbil med gode venner, øl og endelig have muligheden for at fejre at tre lange gymnasieår endelig er overstået? Og jeg var vitterlig lykkelig for at komme videre. Gymnasietiden var på ingen måde de bedste år for mig og jeg længes aldrig tilbage. 3. g havde da sine højdepunkter, jeg begyndte at slappe mere af og faldt til. Jeg havde også muligheden for at vælge nogle mere kreative fag, som jeg havde savnet og så kunne jeg langt om længe se enden på det hele – det hjalp. Jeg var aldrig i tvivl om at jeg efter gymnasiet ville tage en kreativ uddannelse, men vidste endnu ikke præcis hvilken retning, det skulle tage. Kunst, mode, grafisk design? Jeg ville gerne alt og glædede mig til at prøve det hele af, så snart jeg slap ud af den konforme institution, jeg var havnet i.

I løbet af de sidste par uger inden de endelige eksaminer, havde vi nogle snakke med lærerne om fremtidsdrømme og mulige studier. Jeg fortalte at jeg gerne ville gå en kreativ vej. Min lærer syntes det var fint, men måske var det også en god ide at have en plan B for fremtiden, fik jeg at vide. Det havde jeg slet ikke overvejet. Jeg var ikke i tvivl om hvad der trak og troede på at det nok skulle lykkes på den ene eller anden måde. At hun ikke var helt så overbevist, gav mig kun endnu mere blod på tanden og et par år efter blev jeg optaget på en af de sværeste kreative uddannelser i Danmark, Den Grafiske Højskole. Derefter havde jeg 6 år i reklamebranchen, før jeg trak stikket og er nu selvstændig og lever udelukkende af min kreativitet.

Hvorfor skal man have en plan B, hvis man allerede har en plan A? Hvis det føles rigtigt i maven, vil en plan B kun sløre passionen og kampgejsten. Man bliver da nødt til at tro 100% på plan A, sig selv og satse hele butikken – især når det gælder ens fremtid. Så er der nogen (mere eller mindre beduggede) studenter eller andre, som står overfor et valg i livet, som læser med: drop plan B. Gå efter det du drømmer om og må du give op undervejs, findes der altid en løsning. Men een ting er stensikker – du når aldrig i mål med plan B lænket til benet.

Tillykke med huerne – jeg forstår godt at I er lykkelige.

ps. Apropos lettere omtåget, så er det er ikke med min gode vilje at jeg viser jer dette billede fra min egen vogntur. Men at kloge sig på andres fremtidsbeslutninger, kræver vist at man også giver lidt af sig selv. Pernille ved siden af er iøvrigt den eneste grund til at jeg overlevede alle tre år.