Storms Magasin

View Original

Tag godt imod Vintage Social

Det sidste halve års tid har en ide ligget og boblet i mit hovede: Jeg har så mange projekter kørende på samme tid og jeg har manglet et sted at samle det hele – både vintagemesse, foredrag, artikler og alt muligt andet. Så ganske stille og roligt, og efter mange snakke med mange mennesker, besluttede jeg mig for at skabe et online vintageunivers (udover min personlige blog), som skulle rumme alle de arrangementer jeg laver og dem jeg drømmer om at lave. Samtidig skulle det være et sted, hvor man kunne finde masser af inspiration, interviews og læsestof om vintageglamour, stilinspiration og modehistorie. Og et overblik over vintagebutikkerne og en kalender over alle vintagerelaterede udstillinger, film og andre arrangementer som finder sted. Et univers som ligesom samlede det hele. Og her er den spæde start. Siden hedder Vintage Social og her er mine tanker om det nye univers:

Vintage Social er et mangfoldigt modeunivers for skattejægere, vintageentusiaster og alle andre med den mindste hang til glamour, stilnørderi, tøjmagi og modehistorie. For dem som sælger, dem som køber, dem som altid jager, dem som drømmer og dem som gerne vil vide mere om vintage og al den mystik, som omgiver dette særlige fænomen.

Hos os findes ingen regler eller løftede øjenbryn når det gælder påklædning. Her handler det om at have det sjovt med at klæde sig på. Det betyder ikke at vi ikke har respekt for tøjet – det har vi i høj grad – men vi forsøger at skabe et åbent og fordomsfrit hjørne, hvor mode tager udgangspunkt i egne følelser, intuition og personlighed frem for status, forventninger og forklædning.

Vintage Social er ikke en lukket fest for de få, men et ønske om at åbne op: vi vil gerne vise de mange muligheder moden rummer, dykke ned i de følelser og tanker som er forbundet med vores påklædning og blive klogere på modens historie og dens mange unikke stilikoner – både nu og dengang.

Jeg håber I har lyst til at tage et kig på den nye side, som jeg kommer til at bruge rigtig meget tid på i 2018. Og jeg har allerede nu et par rigtig fine ideer i ærmet, samt en spændende nyhed jeg glæder mig til at afsløre på mandag. Det hele finder I på vintagesocial.dk – jeg håber sådan I vil tage godt imod det.


Følg Storms Magasin på FacebookInstagram og Youtube