1 år siden

I dag er det præcis et år siden. 1 år siden jeg en tidlig, tidlig morgen ringede til Hvidovre Hospital og sagde at jeg at jeg vist nok skulle føde. Hverken jordemoderen eller jeg var helt overbeviste, men noget skete der i hvert fald. Og det tog til.

1 år siden Jan lettere panisk prøvede at pakke en taske, mens Eddie gemte sig under sofaen for det prustende monster og jeg forsøgte at komme i tøjet. Lykkedes ikke rigtig, så måtte nøjes med en badekåbe.

1 år siden jeg troede jeg skulle dø, da det gik op for mig at jeg skulle fra soveværelset og ned i stuen. Fra stuen ud i opgangen, ned fra 4. sal, ud i taxaen og helt til Hvidovre.

1 år siden jeg trådte ud af døren i den smukkeste solopgang og så taxaen vente på os. Jeg stavrede afsted, satte mig ind, lukkede øjnene, forsøgte at trække vejret og bad til at vi ville nå hurtigt frem. Følte at jeg kunne føde hvert minut.

1 år siden vi steg ud af taxaen og trådte ind på hospitalet. Det var stille. Ingen stress og ingen mennesker, som jeg havde forestillet mig. Vi fandt en sygeplejerske, som hjalp os ned på fødegangen. Jeg blev undersøgt og indlagt på fødestuen med det samme.

1 år siden jeg kæmpede og ikke orkede mere og spurgte jordemoderen hvor længe hun mente der var igen. Ca. en time for førstegangsfødende, svarede hun, hvilket var rigelig motivation. Jeg er aldrig bleg for en god konkurrence og en halv time senere var det heldigvis slut.

1 år siden at det hele blev meget virkeligt, da jeg fik en lille blålig klump i armene. Et rigtig menneske. Argh hvad gør jeg? Hjææææælp! Havde aldrig holdt sådan en lille person før og anede ingenting.

1 år siden at det gik op for os at ingen vidste, hvad der var sket og vi følte os helt alene i verden.

1 år siden at jeg måtte aflyse en aftale med min veninde for jeg har sgu lige født!!

1 år siden at bedsteforældre kom styrtende med kys og kram og blomster og bamser for at se det nye familiemedlem.

1 år siden at alt ændrede sig og det hele alligevel var det samme. Verdens bedste år.

English recap: My baby boy is 1 year old today!

Sidste års loppemarkedsfund

For præcis et år siden var vi til loppemarked i Forum i påskedagene. Vi kom som altid derfra med lidt forskelligt (højst sandsynligt plader og vintagetøj), men også en anden særlig ting – den fineste klapvogn fra 1962. På det tidspunkt var der endnu ingen baby, bare en stor rund mave og det var lidt sært at gå derfra med noget til en, man endnu ikke havde mødt. Vi sagde da også umiddelbart nej til den flinke mand, som prøvede at sælge os den. Men efter lidt overvejelser og en rigtig god pris på 250,- (inkl. lidt andre forskellige ting), blev vi alligevel overtalt og fik vognen med hjem.

Den stod længe i lejligheden og var en fin påmindelse om at der en dag ville sidde et lille bitte menneske i den. Med tiden begyndte vi også at glæde os til næste forår, hvor vi kunne køre Vesterbro tynd med kaffe i den ene hånd og byens fineste klapvogn i den anden.Og som drømt, så gjort. Min mor har syet den bedste kørepose og alle solskinsdagene sidder Pontus i klapvognen fra sidste år og følger nøje med i gadelivet. Alle hundene får et smil og busser og skraldevogne får et ekstra huh! med på vejen. Og jeg er virkelig glad for at den flinke mand, var insisterende og havde så gode overtalelsesevner – det er Pontus helt sikkert også.

English recap: Our flea market find from last year is working its charm!

Lidt om tortur og vintagemesse

Siden middelalderen (måske endnu senere?) har afbrudt søvn været et effektivt torturmiddel, for at få folk til at tilstå eller opgive informationer. Snart rammer jeg selv 10 måneder uden en reel nats søvn og jeg er lige på nippet til at indrømme mordet på Teresa Halbach. Selvom jeg får nogle timer her og der, har jeg ikke sovet igennem længe. Meget længe. Og det tærer på kræfterne. Jeg er irritabel, sløv, kan ikke huske fra næse til mund, har en frygtelig kort lunte og er bare træt, sådan rigtig rigtig træt. Snart er det Jans tur til at tage over og det bliver en lettelse og godt for os alle sammen. Det har været den bedste barsel, men jeg er ved at være mæt og klar til at komme videre. På de der dage, hvor alt sejler og jeg er svimmel af træthed, er der heldigvis et lille projekt som hiver i mig. Bloggen halter, men vintagemessen vokser og jeg arbejder en smule på den hver eneste dag. Selvom det er en lille messe, er det et stort arbejde og der er meget at lære, når man aldrig har prøvet det før. Men det giver god energi. Jeg synes virkelig det er sjovt at arrangere og alle de positive reaktioner vejer op for mange timers knoklen. Og så har jeg søde mennesker omkring mig og de hepper og hjælper og jeg er virkelig taknemmelig. Snart er der kun en måned tilbage og forhåbentlig lader den lille torturbøddel mig få lidt mere søvn inden det går løs. Jeg skulle jo nødigt sove over mig på den store dag.

Er der plads til et tylskrud i håndbagagen?

Længe har jeg ønsket mig at komme lidt ud. Sådan på den mindst mor-agtige facon med upraktisk tøj, middag, voksensnak og drinks. Men når man har en lille baby, som er meget afhængig af en (og man af ham), er det en udfordring. Indtil videre er det kun blevet til et par babyfri timer i nærområdet, hvorefter jeg er hastet hjem igen for at give ham mad og kysse på hans små runde marcipankinder. Det har jeg egentlig haft det rigtig fint med, men nu (NU!) trænger jeg til at komme sådan rigtig ud. Og så er det at man skal passe på, hvad man ønsker sig. For bedst som jeg sad og havde mest ondt i mit pailletelskende hjerte, fik jeg en invitation om at komme til fest. I Rotterdam. Hos Marlies Dekkers. Med modeshow, Michellin kok, hotelovernatning, drinks og dresscode. Og meget langt væk fra min lille tykke baby. Troede aldrig at jeg ville være sådan en, som ville have svært ved at tage afsted, men det har jeg. Min umiddelbare reaktion var da også nej, nej, nej, men blev heldigvis til ja, ja, JA! efter lidt betænkningstid. Jeg vil jo så gerne afsted og for pokker hvor jeg trænger til det. Så afsted skal jeg, faktisk lige om lidt og til fest i aften i Rotterdam.

Og ja, det lykkedes at få det store tylskrud til at ligge fint i ske med sølvsko, smykker og hårspray i den lille kuffert, som triller ud af døren om et øjeblik. Indtil da giver jeg lige marcipankinderne en sidste omgang.

English recap: I'm off to Rotterdam to go party with Marlies Dekkers tonight! 

Sorry not sorry

Da jeg begyndte at blogge, lavede jeg en aftale med mig selv – jeg ville aldrig undskylde for ikke at have blogget. For det første synes jeg det virker en anelse selvoptaget at tro at der sidder folk på den anden side af skærmen og bare veeeenter på at mit næste indlæg ser dagens lys. For det andet gør jeg det, fordi jeg synes det er sjovt. Dårlig samvittighed over alt muligt har jeg rigelig af i forvejen, men min blog skal være mit kreative frirum og her er der ikke plads til undskyldninger og dårlig samvittighed. Når det så er sagt, har der været stille her på siden. Og det er der jo en ganske god grund til – vi er som sagt blevet bevilget det dejligste lille menneske og det går der altså en rum tid med. Både fordi der er meget praktisk arbejde i den forbindelse, men også fordi jeg nyder at bruge tiden sammen med ham. Jeg havde aldrig forestillet mig at jeg ville synes at det var så sjovt at hænge ud med en baby dag efter dag, men hold nu kæft hvor er han sød. Og lige præcis dette tillægsord har sin storhedstid herhjemme. Ej han er sgu sød. Hold nu op hvor er han sød! Synes du ikke bare han er sød? Jo, han er altså helt vildt sød. Se nu, hvor er han sød! Jeg synes han er så sød. Han er virkelig sød, hva? Det er ligesom om han er endnu sødere i dag! Jeg kan næsten ikke holde ud at han er så sød. arrrggghhh. Ja det er en anelse kvalmende, ikke desto mindre helt ægte. Vi er begge to total skudt i forældrerollen og det kommer nok en anelse bag på os. Men altså, han er virkelig ekstrem sød.

English recap: This chubby piece of wonderful cuteness is the reason why the blog is a little quiet these days... 

Our baby boy

Vores lille bitte baby, som ikke engang er så lille mere. Han spiser og spiser og dobbelthagen vokser hver eneste dag. Siden vi kom hjem har han allerede taget et kilo på og det kan mærkes i arme og ryg, for han elsker at blive båret og vugget i vores arme. Temperamentsfuld er han også og skal nok fortælle os, hvis noget ikke er, som han gerne vil have det. Så hopper og danser vi og prøver at gætte, hvad det mon kan være, han gerne vil. Heldigvis lærer vi hinanden lidt bedre at kende for hver dag og jeg har på fornemmelsen at vi nok skal blive rigtig fine venner. Og et navn har han også fået. Pontus. Som er fint og stærkt – lige som ham.

English recap: Our baby boy, Pontus <3 

When history repeats itself

Sidste uge tog jeg et par dage på landet for at besøge min mor og slappe lidt af. Ud over at læne mig tilbage i den store lænestol mens te og dejlige hjemmebagte kager blev lagt ind med drop, brugte jeg en del tid på bladre nogle gamle fotoalbummer igennem. Især dem hvor min bror og jeg var helt små, fik ekstra meget opmærksomhed. Da jeg skulle giftes gjorde jeg det samme. Bare med mine forældres bryllupsbilleder. Det er nok meget normalt at have en trang til at se hvordan ens forældre kom igennem de samme store oplevelser, som man selv på et tidspunkt står overfor. Det er jo ikke fordi jeg ikke har set billederne før. Tværtimod. Babybillederne er nok dem jeg har kigget allermest på igennem årene – og jeg fatter stadig ikke at det virkelig er mig på de små, gulnede lapper. Men denne gang undrede jeg mig også over nogle andre ting.

For lidt over en måned siden købte mig og Jan en barnevogn. En klassisk marineblå Silver Cross. Stor og flot. Nu står den i cykelkælderen og venter på den første tur, jeg elsker den allerede. Da jeg bladrede igennem billederne hos min mor, faldt jeg over en næsten identisk barnevogn. Den købte mine forældre da de ventede deres første barn, min storebror. Jeg kunne på ingen måde huske at jeg nogensinde havde set den barnevogn før. Jojo, det er selvfølgelig også en klassisk model, som har været produceret i årevis, så det er måske ikke så specielt at vi har købt en magen til. Men da jeg bladrede videre, fandt jeg også den samme seng og klapvogn vi har købt. Igen – jeg mindes slet ikke de ting fra min barndom eller fra billederne. Udover de pudsige sammenfald af babyudstyr, ligner jeg min mor ret meget og Jan ligner altså også min far en hel del fra den tid. Der er selvfølgelig også mange forskelle, helt sikkert flere end der er ligheder, men det er alligevel lidt sært.

Og hvad er så pointen med al det her? Måske ikke noget. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke: Jeg har så travlt med at træffe mine egne beslutninger, gøre tingene på min måde og ikke lade mig påvirke eller diktere af hvad andre gør og synes. Heller ikke mine forældre. Og så er der alligevel ting jeg ikke kan ændre på. I grove træk går jeg i mine forældres fodspor, træffer en del af de samme beslutninger og anskaffer mig åbenbart også nogle af de samme ting hen ad vejen. Historien gentager sig selv, om jeg vil det eller ej. Og det er på en eller anden måde også lidt betryggende.

These days

Torsdag: IKEA

Selvom jeg virkelig sætter ære og kærlighed i at købe brugte ting, bliver jeg sommetider nødt til at tage i IKEA. Landet hvor softicen og kötbullerne flyder side om side med farverig plastic og laminatløsninger. Men altså også en hel del fine og praktiske ting, som man står og mangler. Jeg investerede i hylder i badeværelse og soveværelse, en spand (til bleer. Ja bleer. Åh. Gud.), håndklæder og puder.

Som menneske, hvis eneste transportmiddel er en cykel, kan det der med IKEA godt være et lidt uoverskueligt projekt. Heldigvis kom søde familiemedlemmer (med STOR bil) forbi og hjalp til. Og det var så dejligt.

Fredag: 4. th

Heldigvis er selvsamme familiemedlemmer nogle rigtige gør-det-selv-typer med store tasker fuld af skruer og værktøj og gode tips. Og de hjalp med tusind ting. Noget skulle køres væk på genbrugsstationen, guitarer, puslebord, hylder og knager skulle hænges op på vægge, vinduer skulle pudses og babytøj skulle strikkes. Til gengæld kvitterede jeg med diverse bestikkelse i form af hjemmelavet humus, kartoffelmadder, vegetariske pølsehorn, hjemmebagt brød, te og kager i en lind strøm. Eddie bidrog med hans blotte tilstedeværelse, hvilket er rigeligt, når man har limegrønne øjne og de blødeste gråstribede poter.

Lørdag: Sofa

Jeg har en ufattelig energi i disse dage. Selvom jeg har 2,5 kilos arving og en god portion hormoner i kroppen føler jeg mig virkelig ovenpå. Så mange ideer og projekter presser sig på og jeg holder mig ikke tilbage. Men efter et par dage med lange lister og meget fart på, siger kroppen alligevel endelig fra. Min lænd gør ondt og mit hovede er stået helt af. Så lørdagen bliver tilbragt i køkkenet med nybagte boller, foran computeren og i sofaen. Mere kan den gravide krop vist ikke i dag. Og det er egentlig helt okay.

English recap: These days we've been busy fixing the apartment and making ready for the baby.

Maternity leave + the sweetest baby gift

Så skete det endelig. Den længe ventede barsel.

Jeg har termin om fem uger og har virkelig tænkt mig at udnytte dagene på allerbedste vis. Ingen ved jo rigtig hvad der venter på den anden side, men jeg har på fornemmelsen at det er en rigtig god ide at dyrke mig i stor stil inden det går løs. Altså gøre alt det jeg gerne vil, når jeg vil. Der er naturligvis nogle praktiske ting, som skal indhentes, men især tænker jeg at bruge tiden på kreative projekter, venner og familie, masser af god mad, søvn, motion og frisk luft. Og sådan så det præcis ud i dag – morgenmad med Eddie og Rikke, en lang gåtur i Frederiksberg Have, frokost i solen med Mia, lidt tid med bloggen og snart en sushi aftale med den kommende far. Som om det ikke var nok i sig selv, åbnede jeg også den fineste barselsgave. Det er faktisk flere uger siden jeg fik den med hjem, men ville gemme den til en ganske særlig dag. Og i dag var jo oplagt.

Eddie var også vældig spændt på at se hvad der gemte sig under det fine papir og til vores store begejstring fandt vi disse herligheder – et blødt gammelt babytæppe og den fineste lille djævlehue. Og et meget sødt kort fra Lea og Tine. Tusind tusind t a k – det er helt perfekt.

English recap: Today was my first day of maternity leave! Had a big breakfast with Eddie and Rikke, a long sunny walk in the park, lunch with Mia, a little blogging and a sushi date with the daddy to be. And a beautiful gift for the future baby. Such a wonderful day. 

About nesting

Hver morgen når jeg spiser min morgenmad i køkkenet, udspiller der sig et scenarie, jeg elsker at følge med i. Vi bor på 4.sal og foran køkkenvinduet står et stort træ. Snart er det forhåbentlig tæt dækket af lysegrønne blade, men lige nu er det nøgent og man kan se alt hvad der foregår i det – pt. et større byggeprojekt. En fugl knokler på livet løs for at lave den perfekte rede og den er virkelig meget ihærdig. Flyver til og fra med grene, det er ikke alle som dur og der skal arbejdes hårdt og præcist for at få dem til at passe sammen. Umiddelbart ser det hele lidt til tilfældigt ud, men jeg overraskes hver dag over langt fuglen er kommet med projektet. Og hvor sammenhængende og stabil reden ser ud. Rimelig imponerende. En gang i mellem kigger hunnen forbi, sætter sig et par grene derfra og tjekker at alt er som det skal være. Hun virker tilsyneladende også ganske tilfreds med den kommende bolig.

Et lignende projekt har vi gang i inden på den anden side af ruden. Vi arbejder nemlig også på en rede i form af at fikse og ordne og købe nye og gamle ting hjem til lejligheden, så vi er klar til hr. mini Storms ankomst. Jeg må dog indrømme at jeg næsten får lidt dårlig samvittighed, når jeg kigger på det ambitiøse projekt og den ivrige bygherre, som vimser rundt udenfor. Så engagerede eller praktiske er hverken mig eller Jan, så det tager sin tid. Til gengæld sidder fuglen vel næppe heller på kontor 37 timer oveni, går til fødselsforberedelse, yoga, blogger og holder sig opdaterede med venner og familie. Så måske er det okay. Indtil videre har de tobenede styr på følgende:

- Puslebord købt på DBA og hjembragt. Tjek.

- Barnevogn fundet på Facebook, skal bare betales og hentes. Næsten tjek.

- Babytøj. Semitjek. Min mor har kreeret de fineste strikkede trøjer, bukser og strømper en masse. Vi mangler bare lige de der praktiske dele, såsom sparkedragter og diverse.

- Seng. Helt vildt meget tjek! Vi ville så gerne have den fine Juno seng (den som lille Per også har) og var så heldige at få fat i den gennem en privat kontakt. I rigtig fin stand og til en god pris. Samtidig har min mor forsynet den med flere sæt hjemmesyet sengetøj, lagen og en lille dyne lavet af en stor dyne, som var til overs. Indtil videre er alt til babyen enten brugt eller hjemmegjort, hvilket også er målet. Så vidt muligt (og hygiejnisk) som det nu kan lade sig gøre, selvfølgelig. Det er både billigere for os og bedre for miljøet. Og langt finere, synes jeg. Lige bortset fra denne sofistikerede kanin, som jeg følte mig nødsaget til at købe – hverken gammel eller økonomisk forsvarlig, men helt ekstrem sød. Det er også et helt legalt argument til tider.

 English recap: Like the birds outside our kitchen window, we're getting ready for the baby.

3 things I'll never say to a pregnant woman

Det er jo i virkeligheden en kæmpe kliche at snakke om hvor mange klicheer man må lægge øre til, når man er gravid. Ikke desto mindre er jeg ret overrasket over at det faktisk er rigtigt – det er helt vildt hvad man skal høre på. Jeg kan nok ikke sige mig fri for selv at have bidraget med nogle klicheer igennem årene, men forhåbentlig ikke for mange. Jeg tror det faktisk ikke, men det er alligevel mere forståeligt at folk som ikke før har været gravide, eller været tæt på en som var, kan falde i. Til gengæld forstår jeg SLET ikke at kvinder, som har været igennem samme mølle, kan sige så. mange. dumme. ting. Ud over at undres og frustreres over dette mærkelige fænomen, forsøger jeg at bruge det til noget godt og lover mig selv (og alle jer andre) aldrig at udsætte nogen for følgende:

1. Kommentarer om størrelsen på den gravide mave. Det er lige meget om du synes det er en lille eller stor mave. Ingen er særlig interesserede i din mening og den gravide kan alligevel hverken gøre til eller fra. Det er udfordrende nok at være gravid og opleve ens krop ændre sig drastisk uden at have kontrol over det – og din mening om størrelse eller udformning hjælper ikke. Nøjes med "du ser rigtig godt ud", det er altid dejligt at få at vide, gravid eller ej.

2. Bedrevidenhed. Aldrig fedt faktisk og andre kvinders graviditeter er bestemt ingen legal undskyldning. Jeg er sikker på at mange gør det af god vilje – de tror at de giver gode og velmenende råd, fred være med det. Andre er decideret nedladende uden egentlig grund. Og dét undrer mig. Tror det er lidt det samme syndrom som første års studerende oplever fra ældre elever. I stedet for opbakning og forståelse, skal den gravide have af samme skuffe som de selv har oplevet – hånlig latterliggørelse og sårende bemærkninger. Jeg har af flere omgange fået kommentarer om hvordan jeg på ingen måde skal regne med at leve mit liv, som jeg gerne vil. Bare fordi du også har børn, betyder det ikke at vi to er de samme mennesker og kommer til at håndtere ting og situationer ens. Tak for de gode råd, men nej tak.

3. At glemme kvinden bag maven. Ja, den er muligvis stor – fylder både fysisk og mentalt hos den gravide og dem omkring hende. Men det betyder jo ikke at der ikke længere er et menneske inde bagved. Personligt er jeg i hvert fald ikke interesseret i at snakke om graviditet og (slet ikke) barnevogne, babymos og institutioner hele tiden. Jojo, jeg skal have et barn og det er da spændende nok, men jeg er altså stadig den samme – har også drømme, tanker og ideer om alt muligt andet end børn.

Billedet forestiller forresten den meget omtalte mave i dagens glimmervintagekjole med dertilhørende glimmerbælte. Og glimmercardigan. Også kaldet discokugle i forklædning.

English recap: 3 things I'll never say to a pregnant woman. Use the Google Translation button to translate.

It's a BOY!

Jep. Behøver vist ikke sige så meget andet – vi skal have en dreng! Ikke at det betyder noget om det er en dreng eller pige. Til gengæld er det med til at gøre det hele lidt mere virkeligt. Jeg begynder også så småt at kunne mærke et lille liv indeni, men synes stadig det er lidt svært at forstå. Vores familier, og i særdeleshed min mor, synes dog at forstå det ganske udemærket. Selv har vi ikke gjort de helt store forberedelser endnu, men min mor er i den grad påbegyndt den lille garderobe – hvilket jo også er ret vigtigt. Heldigvis har hun rigtig god smag og lytter også tålmodigt til mine mange holdninger. Når det kommer til tøj, har jeg en mening om alt. Disse to små trøjer er kun et lille udpluk af den stak strik, som allerede pynter hjemme i lejligheden. Strikket efter vintagemønstre og med vintageknapper, naturligvis.

Mens min mor strikker, er jeg til gengæld på jagt efter mere fint baby/børnetøj (og meget gerne vintage!). Så har I gode forslag, vil jeg elske at høre fra jer. Både webshops og fysiske butikker er godt!

English recap: We're having a boy! Not that it matters to me whether it's a boy or a girl, but it makes it seem more real to me. My mum on the other hand has no problems realizing we're having a baby and she started the knitting months ago. And while she's knitting I'm starting to look for cute vintage baby and children's clothes - can you recommend shops or webshops? I would be very grateful.

Hello new old rocking horse!

Og så fik den kommende vinter lige markeret sig. Det er ellers ikke mange dage siden at jeg jublede over endnu ikke at være syg, da det virker som om alle omkring mig falder som fluer. Jan lå i sengen en uge med halsbetændelsen fra helvede og jeg passede virkelig på ikke at blive smittet og følte mig meget heldig, da det også var tilfældet. Men så kom turen også til mig og jeg ligger nu i sengen på dag nr. 2 uden rigtig at kunne trække vejret og føler at mit hovede er ved at eksplodere af snot (beklager de visuelle følger). Jeg er så dårlig til at være syg, synes det er uendelig kedeligt. I weekenden havde jeg det til gengæld rigtig fint og fik langt om længe kigget forbi Lea i Affär. Min lyst til at købe noget som helst har virkelig været sat på stand by de sidste par måneder, da det der med at være to i en krop gør mig så træt. Til gengæld indbyder det også til at dykke ned i en ny shopping-kategori, som må være det næstbedste efter vintagekjoler: vintage-børne-ting-og-sager. Vi har stort set ikke købt noget endnu, men måtte altså have denne fine rulle/gyngehest med hjem. Fik heldigvis også taget et par billeder af den mens der stadig var lys udenfor. Jeg ved godt at der er lang tid til at den kommer i brug, men indtil da pynter den jo også rigtig fint på vores stuegulv. Og jeg kan mærke at det gør noget for mig at få nogle børneting ind i vores hjem, det hjælper på forståelsen af hvad det egentlig er, der er ved at ske. Den fine plakat fik vi i bryllupsgave af søde venner og er original fra 50'erne/60'erne. Den skal vi simpelthen til at få hængt op, det begynder at blive lidt pinlingt...

English recap: I'm sick in bed and I hate it. On the other hand it gives me the opportunity to show you this pretty rocking horse I bought last weekend at my favorite retro/vintage shop Affär!