Om at satse på passionen og mavefornemmelsen

D. 13. marts lader til at være en særlig dato for mig. Sidste år samme dag sagde jeg på gensyn til mine kolleger og gik på barsel. I år var d. 13. marts dagen, hvor København Vintage så dagens lys. En dag som jeg glæder mig til at gentage næste år og som jeg håber vil være med til at forme min fremtid. Jeg har nemlig sagt mit job op. Farvel til fast løn, fast hverdag og faste (og ikke mindst trygge) rammer. Det er tid til at gøre noget andet og tid til at lytte til maven. Lige nu ved jeg ærligt talt ikke hvor pengene skal komme fra, men lykken er til gengæld til at få øje på. Håbet og drømmen er at vintage i forskellige udformninger skal være omdrejningspunktet og så må vi se hvor langt ideerne rækker. Indtil videre har jeg København Vintage og min lille vintage udlejning på programmet, det må være en start. For ca. 4 år siden stod jeg i samme situation – uden job, men med lysten til at arbejde med vintage. Planen var at åbne en vintagebutik, men jeg var bare slet ikke klar. Det der med at købe tøj kunne jeg godt finde ud af, men der manglede så meget andet. Jeg kendte på det tidspunkt ikke andre, som også dyrkede vintagetøj, vidste ikke hvordan man drev en butik, havde ikke et netværk og vidste i det hele taget ikke særlig meget. Jeg følte mig ikke sikker nok, havde ondt i maven over det og gik kold på projektet. Jeg fandt mig et fuldtidsjob og besluttede mig for at starte bloggen ved siden af. Og med den er sikkerheden og passionen vokset. Jeg har lært miljøet at kende. Og alle butikkerne. Snakket med uendelig mange mennesker – både i den virtuelle og den virkelige verden – om vintage, hvad det er og hvad det kan. Og hvad udfordringerne er og hvad der gør det så fantastisk. Jeg har skiftet job, købt lejlighed, blevet gift, fået barn og under alle disse forandringer, har jeg haft vintage på sidelinjen. Tiden til at dyrke det har varieret, men lysten er stadig den samme og det siger det hele. Nu er det tid at gøre noget ved det.

I løbet af årene er det også gået op for mig at en butik ikke er det rigtige for mig, den vil låse mig fast på samme måde, som et fuldtidsjob og det vil jeg ikke igen. Jeg vil arbejde på forskellige projekter og den måde sammensætte et arbejdsliv.

Derfor! – hvis der er nogen derude (eller nogen som kender nogen), som har lyst til at samarbejde på den ene eller anden måde, så råb op! Jeg er passioneret modehistorienørd, dygtig ting- og tøjfinder og iderig art director med stor kærlighed til farverigt og feminint design. Derudover er jeg en kreativ iværksætter med en million ideer, hvis du mangler nogle. Jeg skriver også gerne. Og tegner. Og sætter ting i søen. Rigtig meget har interesse og jeg er klar på at prøve lidt af hvert, men ville i den grad elske, hvis nogen kunne bruge de særlige kompentencer, jeg har. Freelance og deltid har interesse, men ikke fuldtid. Del meget gerne med din chef, moster og alle dine venner og bed dem skrive til mig på hello@stormsmagasin.dk. Tusind tak.

English recap: I quit my job and going all in on vintage!

Lidt om tortur og vintagemesse

Siden middelalderen (måske endnu senere?) har afbrudt søvn været et effektivt torturmiddel, for at få folk til at tilstå eller opgive informationer. Snart rammer jeg selv 10 måneder uden en reel nats søvn og jeg er lige på nippet til at indrømme mordet på Teresa Halbach. Selvom jeg får nogle timer her og der, har jeg ikke sovet igennem længe. Meget længe. Og det tærer på kræfterne. Jeg er irritabel, sløv, kan ikke huske fra næse til mund, har en frygtelig kort lunte og er bare træt, sådan rigtig rigtig træt. Snart er det Jans tur til at tage over og det bliver en lettelse og godt for os alle sammen. Det har været den bedste barsel, men jeg er ved at være mæt og klar til at komme videre. På de der dage, hvor alt sejler og jeg er svimmel af træthed, er der heldigvis et lille projekt som hiver i mig. Bloggen halter, men vintagemessen vokser og jeg arbejder en smule på den hver eneste dag. Selvom det er en lille messe, er det et stort arbejde og der er meget at lære, når man aldrig har prøvet det før. Men det giver god energi. Jeg synes virkelig det er sjovt at arrangere og alle de positive reaktioner vejer op for mange timers knoklen. Og så har jeg søde mennesker omkring mig og de hepper og hjælper og jeg er virkelig taknemmelig. Snart er der kun en måned tilbage og forhåbentlig lader den lille torturbøddel mig få lidt mere søvn inden det går løs. Jeg skulle jo nødigt sove over mig på den store dag.

Har du støttet din lokale vintagepusher i dag?

Hej og hov og en lille ufrivillig pause herfra. Træthed, travlhed og sløjhed har været årsagen og selvom her har været lidt stille, har jeg nu stadig arbejdet på diverse vintageprojekter – guide og messe i særdeleshed. Messen begynder så småt at tage form og jeg har lokket nogle virkelig seje butikker og private samlere til at tage deres guld med. Jeg tror – jeg ved! – at det bliver virkelig, virkelig godt.

Og selvfølgelig skal København have en vintagemesse, det er da klart. Må ærligt indrømme at min første og største motivation for at sætte messen i søen er at jeg jo gerne selv vil have fingrene i en masse nye gamle sager. Ganske egoistisk sådan set. Samtidig har jeg haft en årelang kærlighedsaffære med de danske vintagebutikker og jeg vil have at de skal blive her. Ellers går alt efterhånden op i highstreetkæder, bland selv slik og Lagkagehuset og det er alt for trist. Det er egentlig ganske enkelt: køber vi noget, kan de betale huslejen og købe flere kjoler hjem, som vi så kan købe, så de kan betale huslejen og købe flere kjoler, som vi så kan købe.. jeg tror I er med. Efter mange snakke med butiksindehavere ved jeg at det ikke er nemt – det er mange timers benhårdt arbejde med en lille fortjeneste at få det til at køre rundt. Udefra ser det ofre vældig glamourøst ud med de smukke, ekstravangante kjoler og perler og palietter, som glimter og glitrer, men i virkeligheden er det hårdt slid og lange aftner. Heldigvis er ejerne yderst passionerede personligheder, som brænder for deres fag og kæmper en brav kamp, for at få det til at lykkes – så alle vi andre kan nyde godt af de dragende universer, det smukke tøj og de skjulte skatte, vi ellers ikke ville have fundet.

Selvfølgelig kan man finde meget på nettet og ofte billigere end i de fysiske butikker, det benytter jeg mig også selv af. Men allerhelst køber jeg lokalt. Vil vi have de lokale vintagebutikker, må vi bruge dem og støtte op om det hårde slid. Så inden alle går amok i Black Friday lige om lidt, vil jeg så gerne opfordre til at overveje, hvad vi gerne vil have – de store mastodontkæder eller de små originale butikker? Så simpelt er det. Og forhåbentlig kan København Vintagemesse også være med til at give butikkerne et boost, så vi kan få lov at beholde dem mange år endnu. Det vil jeg i hvert fald rigtig gerne.

Hvorfor skal kortbenede mænd være afgørende for højden på vores hæle?

De allersmukkeste (og urimeligt dyre) høje hæle fra Miu Miu. Øverst til venstre, øverst til højre, nederst til venstre, nederst til højre.

Okay. Vi bliver altså nødt til at snakke om høje hæle. Jeg kan vildt godt lide dem. Synes virkelig at de gør noget ved min holdning og komplimenterer mine kjoler på fineste vis. Sådan tror jeg mange kvinder har det. En del andre kan helt sikkert slet ikke holde ud at have dem på – fair nok, det kan jeg egentlig godt forstå. Men hvis der er noget jeg ikke kan forstå, så er det kvinder, som undlader de høje hæle, fordi de synes de bliver for høje (i forhold til deres kærester, underforstået). Det gør mig faktisk lidt gal. Inden for det sidste stykke tid har jeg overhørt og snakket med flere kvinder om høje hæle og hører gang på gang at de springer sko over, som gør dem højere end deres kærester. Jeg spørger hvorfor og de svarer at de ikke føler sig feminine.

At være feminin handler ikke om hvor høj du er. Eller hvor lange dine øjenvipper er. Eller hvor mange kilo du vejer. Det er ikke fordi, jeg ikke kan genkende følelsen. Jeg er selv 1,74 (+ 8 - 10 cm hæl) og rager hurtigt op over en gennemsnitlig dansk mand. Så kan man godt føle sig lidt stor og det vil man jo helst ikke, vel? For mænd er store og kvinder er små. Sådan er det. I hvert fald i alle Disneyfilm og i en forvrænget forestilling om virkeligheden. Men i den rigtige virkelighed – den hvor der er realkreditlån, som skal betales og romkugler, der skal spises – der er kvinder ikke nødvendigvis små nips. De er også store, stærke, langbenede amazoner, som skal nyde godt af alle de højhælede fordele. Hvis de føler for det, naturligvis.

Hvis vi bliver ved med at bekræfte hinanden i at kvinder kan være for høje, kommer vi jo ingen vegne. Så kommer vores børn, drenge som piger, også til at tro på denne uvirkelige virkelighed. Det kan vi ikke være bekendt. Skal vi ikke bare blive enige om at vi holder op med at fortælle os selv og hinanden at vi ikke kan gå i høje hæle fordi vores kærester og mænd har korte ben? Det kan de jo heller ikke gøre for.

Jeg synes vi skal stoppe nu. Ja?

Tillykke til os! Eller?

Lige præcis i dag for 100 år siden fik kvinder endelig stemmeret i Danmark. I årtier inden kæmpede de for, hvad der i dag er det allermest naturlige. Jeg kan i hvert fald slet ikke forestille mig at kvinder ikke skulle have lov at stemme, det lyder helt komisk, når man tænker over det. Men selvom det er mange år siden, må vi ikke glemme at det engang var sådan. Eller de seje kvinder som kæmpede for sagen og os alle sammen. 100 år efter er vi heldigvis nået rigtig langt, men er vi stadig et godt stykke vej fra den totale ligestilling i Danmark. Så lad os i dag være lige så seje, som de var dengang for 100 år siden, kæmpe for det som er vigtigt, så kvinder om 100 år kan grine af vores gammeldags tilstande – vi får i dag stadig mindre i løn end mænd, der er alt for få kvinder på de vigtige og magtfulde poster og det stadig problematisk at få graviditet, barsel, arbejdsliv og karriere til at gå op. I følge HK er Danmark nordisk mester i fyringer af gravide. Det er jo direkte pinligt.

Desværre hersker der også meget gammeldags og tragiske tilstande i mange danske hjem. Hele 33.000 kvinder udsættes hvert år for fysisk partnervold i Danmark. Derfor må dagen i dag, være særdeles god at sprede ordet om det fantastiske krisecenter Danner og deres nye kampagne #stårstadig.

Danner kort fortalt: Hos Danner i København arbejder man fokuseret med at støtte kvinderne, når de forlader krisecentret. Det arbejde kaldes efterværn og defineres som den støtte, voldsudsatte kvinder og deres børn har brug for, når de forlader kvindekrisecentret. Kvinder der bliver udsat for vold, har brug for opbakning. For det er gennem private organisationer som Danner, der i samarbejde med det offentlige sikrer, at kvinderne får den støtte, de har brug for.

Her kan du læse meget mere om kampagnen #stårstadig, som også findes på Instagram under samme hashtag.

Og har du lyst til at se smukke damer i 1915-outfits genskabe det historiske valgretstog fra Grundlovsdag 1915, kan jeg varmt anbefale dette event. Hav en fantastisk, dejlig, solrig og vigtig Grundlovsdag!

When history repeats itself

Sidste uge tog jeg et par dage på landet for at besøge min mor og slappe lidt af. Ud over at læne mig tilbage i den store lænestol mens te og dejlige hjemmebagte kager blev lagt ind med drop, brugte jeg en del tid på bladre nogle gamle fotoalbummer igennem. Især dem hvor min bror og jeg var helt små, fik ekstra meget opmærksomhed. Da jeg skulle giftes gjorde jeg det samme. Bare med mine forældres bryllupsbilleder. Det er nok meget normalt at have en trang til at se hvordan ens forældre kom igennem de samme store oplevelser, som man selv på et tidspunkt står overfor. Det er jo ikke fordi jeg ikke har set billederne før. Tværtimod. Babybillederne er nok dem jeg har kigget allermest på igennem årene – og jeg fatter stadig ikke at det virkelig er mig på de små, gulnede lapper. Men denne gang undrede jeg mig også over nogle andre ting.

For lidt over en måned siden købte mig og Jan en barnevogn. En klassisk marineblå Silver Cross. Stor og flot. Nu står den i cykelkælderen og venter på den første tur, jeg elsker den allerede. Da jeg bladrede igennem billederne hos min mor, faldt jeg over en næsten identisk barnevogn. Den købte mine forældre da de ventede deres første barn, min storebror. Jeg kunne på ingen måde huske at jeg nogensinde havde set den barnevogn før. Jojo, det er selvfølgelig også en klassisk model, som har været produceret i årevis, så det er måske ikke så specielt at vi har købt en magen til. Men da jeg bladrede videre, fandt jeg også den samme seng og klapvogn vi har købt. Igen – jeg mindes slet ikke de ting fra min barndom eller fra billederne. Udover de pudsige sammenfald af babyudstyr, ligner jeg min mor ret meget og Jan ligner altså også min far en hel del fra den tid. Der er selvfølgelig også mange forskelle, helt sikkert flere end der er ligheder, men det er alligevel lidt sært.

Og hvad er så pointen med al det her? Måske ikke noget. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke: Jeg har så travlt med at træffe mine egne beslutninger, gøre tingene på min måde og ikke lade mig påvirke eller diktere af hvad andre gør og synes. Heller ikke mine forældre. Og så er der alligevel ting jeg ikke kan ændre på. I grove træk går jeg i mine forældres fodspor, træffer en del af de samme beslutninger og anskaffer mig åbenbart også nogle af de samme ting hen ad vejen. Historien gentager sig selv, om jeg vil det eller ej. Og det er på en eller anden måde også lidt betryggende.

An interview about my passion for vintage

https://vimeo.com/120744037 For et par uger siden havde vi besøg af Ulrik herhjemme. Ulrik er ansat på min gamle uddannelse Grafisk Højskole, som nu hedder Danmarks Journalist og Mediehøjskole, men det har jeg så svært ved at vænne mig til. Han havde fået til opgave at lave nogle små film om nogle af dem, som har været igennem uddannelsen Kreativ Kommunikation (mig!) og se hvordan, vi er kommet ud på den anden side. Uddannelsen handler om at lære at kommunikere kreativt (big surprise) og kan derfor bruges på mange forskellige måder. Mange får job i reklamebranchen, lige som mig selv, men Ulrik var mere interesseret i at høre om bloggen og da jeg elsker at fortælle om den, var det jo et perfekt match.

Og egentlig giver det rigtig god mening at snakke om vintagekjoler og kreativ kommunikation. For det er jo præcis sådan jeg har det med mine kjoler – for mig er det den ultimative måde at udtrykke mig på. Al tøj er jo et udtryk i sig selv, der ligger så mange bevidste og ubevidste signaler i det. Vintagetøj er ingen undtagelse – tvært imod. Næsten alle mennesker har nemlig et forhold til f.eks. en enkel 1940'er uniform, en blomstret 1950'er kjole eller spraglet 1970'er poncho. Ikke nødvendigvis fordi vi har oplevet tøjet i sin tid, men alligevel har vi en følelse omkring det – et minde, en oplevelse, nostalgi. Her er så mange muligheder for at lege med tøjet og jeg elsker at dykke ned i modehistorien og lede efter de forskellige udtryk i stedet for at lade mig nøjes med hvad designerne har kreeret for nuværende sæson.

Samtidig råber vintagetøjet op i 2015. Det ikke er tit vi ser den slags i gadebilledet og så er det som at få et kig ind i en tid, som for længst er forsvundet. Og dét skaber reaktioner. Ikke engang mit lilla hår, ring i næsen og slidte fløjlsbukser kunne skabe den opmærksomhed, som en simpel vintagehat eller -kjole kan. Det er da kreativ kommunikation, der vil noget.

Kreativ Kommunikation er for øvrigt en fantastisk uddannelse og jeg elskede virkelig de tre år jeg fik lov at lære og lege. Hvis du vil se hvad nogle af mine medstuderende laver nu, findes de andre film lige her.

English recap: An interview about my blog and my love to express myself through vintage.

3 things I'll never say to a pregnant woman

Det er jo i virkeligheden en kæmpe kliche at snakke om hvor mange klicheer man må lægge øre til, når man er gravid. Ikke desto mindre er jeg ret overrasket over at det faktisk er rigtigt – det er helt vildt hvad man skal høre på. Jeg kan nok ikke sige mig fri for selv at have bidraget med nogle klicheer igennem årene, men forhåbentlig ikke for mange. Jeg tror det faktisk ikke, men det er alligevel mere forståeligt at folk som ikke før har været gravide, eller været tæt på en som var, kan falde i. Til gengæld forstår jeg SLET ikke at kvinder, som har været igennem samme mølle, kan sige så. mange. dumme. ting. Ud over at undres og frustreres over dette mærkelige fænomen, forsøger jeg at bruge det til noget godt og lover mig selv (og alle jer andre) aldrig at udsætte nogen for følgende:

1. Kommentarer om størrelsen på den gravide mave. Det er lige meget om du synes det er en lille eller stor mave. Ingen er særlig interesserede i din mening og den gravide kan alligevel hverken gøre til eller fra. Det er udfordrende nok at være gravid og opleve ens krop ændre sig drastisk uden at have kontrol over det – og din mening om størrelse eller udformning hjælper ikke. Nøjes med "du ser rigtig godt ud", det er altid dejligt at få at vide, gravid eller ej.

2. Bedrevidenhed. Aldrig fedt faktisk og andre kvinders graviditeter er bestemt ingen legal undskyldning. Jeg er sikker på at mange gør det af god vilje – de tror at de giver gode og velmenende råd, fred være med det. Andre er decideret nedladende uden egentlig grund. Og dét undrer mig. Tror det er lidt det samme syndrom som første års studerende oplever fra ældre elever. I stedet for opbakning og forståelse, skal den gravide have af samme skuffe som de selv har oplevet – hånlig latterliggørelse og sårende bemærkninger. Jeg har af flere omgange fået kommentarer om hvordan jeg på ingen måde skal regne med at leve mit liv, som jeg gerne vil. Bare fordi du også har børn, betyder det ikke at vi to er de samme mennesker og kommer til at håndtere ting og situationer ens. Tak for de gode råd, men nej tak.

3. At glemme kvinden bag maven. Ja, den er muligvis stor – fylder både fysisk og mentalt hos den gravide og dem omkring hende. Men det betyder jo ikke at der ikke længere er et menneske inde bagved. Personligt er jeg i hvert fald ikke interesseret i at snakke om graviditet og (slet ikke) barnevogne, babymos og institutioner hele tiden. Jojo, jeg skal have et barn og det er da spændende nok, men jeg er altså stadig den samme – har også drømme, tanker og ideer om alt muligt andet end børn.

Billedet forestiller forresten den meget omtalte mave i dagens glimmervintagekjole med dertilhørende glimmerbælte. Og glimmercardigan. Også kaldet discokugle i forklædning.

English recap: 3 things I'll never say to a pregnant woman. Use the Google Translation button to translate.

This is my happy face

Sådan ser jeg ud, når jeg er glad. Ja, sådan helt almindelig livet-er-godt-og-jeg-har-weekend-glad.

Jeg har aldrig været den meget smilende og grinende type og bliver det heller aldrig. Jo, jeg er faktisk glad, jeg smiler og griner bare ikke hele tiden. Og det er helt okay. Jeg kan også været ret seriøs, melankolsk, overvejende, trist, eftertænksom og sur – og det er jeg altså ikke ked af. Jeg bruger en del tid med de følelser og får faktisk rigtig meget god energi ud af det. Bliver inspireret og får nye ideer. Hvornår er positivitet, ja-hat, cheer up, evig optimisme og alt det der blevet det eneste rigtige? Jeg gider simpelthen ikke være så glad hele tiden. Synes helt ærligt at det er dybt anstrengende. Og så er jeg også et langt mere følende og sammensat menneske end altid happy-go-lucky. Heldigvis.

Jeg har flere gange fået at vide at jeg virker snobbet og sur fordi jeg ikke altid udstråler en umiddelbar glæde. Og det sker stadig. Det går mig ikke helt så meget på mere, som det gjorde før i tiden. De første par gange det skete, blev jeg virkelig ked af det, for det er jo slet ikke sådan jeg føler mig. Faktisk føler jeg selv at jeg grundlæggende er et ret positivt menneske. Det har mange gange undret mig at folk har brug for at påpege hvordan de tror mit humør er. Tror. Tænker de virkelig at jeg bliver gladere ved at fortælle mig at jeg ser sur ud? Jeg ved det ikke, forstår simpelthen ikke logikken. Jo ældre jeg bliver, jo mere affinder jeg mig heldigvis med det. Hvordan jeg selv er og hvordan folk sommetider reagerer. Fint nok, jeg gider ikke bruge så meget energi på det længere.

Billederne ovenover er taget af fine Christiane Vaaben. Faktisk dagen før jeg fandt ud af at jeg var gravid, hvilket jeg blev meget glad for. Men også overrasket, skræmt og overvældet. Livet er ikke så simpelt og det er jeg til gengæld rigtig glad for. Alt andet ville da være vanvittig kedeligt.