Forårsfornemmelser
Endelig kan jeg mærke at dagene bliver længere og lysere, og nu varer det ikke længe før foråret er her. Den realistiske side af mig, fortæller mig dog at der nok er en måneds tid endnu, men derfor kan man jo godt begynde at drømme om alt det man gerne vil, når blomsterne begynder at springe ud, og man kan lægge hue og vanter på hylden. Her er i hvert fald 12 ting, jeg gerne vil prøve, eje, smage og opleve:
1. Jeg vil have endnu mere glitter i min garderobe, og sådan en sløjfe må man da kunne lave selv.
2. Det er nok tvivlsomt at jeg får råd til at investere i disse smukke Gucci-sandaler, men jeg gad ellers virkelig godt!
3. Jeg vil gerne blive endnu mere modig og endnu bedre til bare at sige ja! Når jeg har afholdt København Vintage, har jeg ingen anelse om hvad jeg skal lave, men forsøger at holde øjne og øre åbne for nye spændende projekter.
4. Jeg nåede desværre ikke at se filmen The First Monday in May da den var i biografen, men må finde den på nettet en dag. Filmen handler om den store, årlige modefest The Met Gala, og selvom den ikke har fået særlig god kritik, vil jeg alligevel gerne afsætte en forårsaften til at svælge i de overdådige couturekjoler.
5. Min neglelaksskuffe trænger til en opdatering, og det kunne meget vel være denne fine, lavendelfarvede fra Essie.
6. Hvert forår får jeg lyst til at købe nye solbriller, og også i år. De her fra Miu Miu er så flotte og sjove og skøre, og faktisk også på udsalg lige nu.
7. Et godt forårsfortsæt må være at bage noget mere! Jeg tror jeg starter med denne blodappelsinkage.
8. Er helt forelsket i denne 1960'er vintagefrakke i pink og guld brocade fra Vintage Divine – hold nu op hvor er den pæn! Ville gå ganske godt til Gucci-sandaler og lavendelfarvede negle.
9. Endnu et par virkelig fine og forårsperfekte sko – og i en lidt billigere udgave.
10. Som sagt – mere glimmer! Og et halvt øjenlåg dækket i guld er bestemt ikke for meget.
11. En lyserød frakke med blomsterbroderi drømmer jeg også om, og meget gerne denne fra Vivetta, selvom det nok er lige lovlig optimistisk. Men man har vel lov at drømme?
12. Efter en lang vinter glæder jeg mig ustyrligt meget til en dag at kunne sidde i solen, åbne frakken og spise en is. Eller to. Jeg har endnu ikke være forbi Nicecream-butikken på Vesterbro (selvom jeg bor lige ved siden af), men glæder mig til at smage deres veganske is – de ser virkelig gode ud!
English recap: 12 springlike things I want to try, own, taste and experience...