De 10 bedste (og eneste!) moderegler

moderegler_stormsmagasinHver gang jeg er ude for at købe ind, står de der – modebladene. Farverige forsider med smukke kvinder og drømmen om et bedre liv i det helt rigtige outfit. Jeg er meget tit fristet til at hive et med hjem, men har samtidig lært af bitter erfaring at lade de blanke magasiner blive stående på hylden. For det første synes jeg, det er en ret dyr fornøjelse at lægge op mod 70 kr. (!!) for et blad og for det andet bliver jeg gang på gang så frygtelig skuffet over indholdet. Jeg elsker mode, det gør jeg virkelig. Både den for 100 år siden og den som spankulerer ned af catwalken den dag i dag. Noget er skidt, noget er godt, men intet slår følelsen, når farver, snit og materialer går op i en højere enhed og rammer lige i hjertet – BANG! – så derfor kribler det naturligvis i fingrene for at se, hvad bladene gemmer på. For et par uger siden fik jeg en ustyrlig magasintrang og købte både det nyeste ELLE og Costume. Der var absolut mange fine og inspirerende sider, men igen igen blev jeg mindet om, hvorfor jeg sjældent smider mine hårdttjente penge efter netop disse: på grund af alle de der regler om hvad man bør (og hvad man ikke bør) iklæde sig. De såkaldte modeeksperter vil nok forsvare sig med at det er gode råd givet i bedste mening, men i min optik er det altså stadig kedelige regler, som er med til at bestemme hvad der (og ikke er) god stil. GAH. Eftersigende er der noget som er hot, noget du godt liiiige kan bruge en sæson mere og så er der selvfølgelig det, som er dømt helt ude og ingen længere vil røre med en ildtang. For at være helt ærlig synes jeg det er virkelig komisk og de velmenende råd virker langt mere old school end hele min garderobe til sammen. Hvordan (og hvorfor?) kan nogen bestemme, hvad der er smart, god stil og mega hot for os alle sammen?

Som et lille modspil til modemagasinerne er her 10 simple regler, som er de eneste jeg forholder mig til og husker på. Så kan vi alle sammen lige trække vejret igen.

Regel nr. 1: Der er ingen regler.

Regel nr. 2: Der er stadig ingen regler.

Regel nr. 3: Ret ryggen. Det gør mere for din krop og din udstråling, end det dyreste outfit nogensinde vil kunne.

Regel nr. 4: Lyt ikke til modeeksperter.

Regel nr. 5: Overvej en ekstra gang hvorfor alt i H&M er så utrolig billigt.

Regel nr. 6: Klæd dig efter din krop, dit humør og din personlighed. Det er langt mere trendy end sæsonens must haves.

Regel nr. 7: Køb brugt. Ikke nødvendigvis alt, men gerne en god del. Det kommer os alle sammen til gode og giver din garderobe personlighed.

Regel nr. 8: Vær ikke bange for farver. Livet er simpelthen for kort.

Regel nr. 9: Gem ikke kun dit fine tøj til festlige lejligheder, men brug det også til hverdag.

Regel nr. 10: Føler du dig hot, ER du hot. Det er det eneste, som betyder noget og alle kan se det.

ps. Collagen er sammensat af billeder fra et af mine Pinterest boards, hvor der altid er inspiration at hente, når magasinerne svigter.

English recap: The ten best fashion rules!