Min sommerferie


Så blev det endnu en gang mandag og jeg er tilbage på pinden efter min sommerferie. En del af den har jeg brugt hjemme i København og en del ude omkring i landet.

 

Siden jeg blev selvstændig for 2 år siden, har jeg ikke holdt længere ferier end nogle dage af gangen, men denne sommer besluttede jeg mig for at holde hele tre uger sammen med min familie. Og for aller første gang satte jeg auto reply på mailen og har (næsten) ikke tjekket den. Det har været virkelig befriende og kun en lille smule angstprovokerende. Helt ærligt har jeg heller ikke kunne meget andet – jeg er nemlig gravid og har været uendelig træt of ved siden af mig selv, så på den måde har det hele passet meget godt sammen. Min krop har haft brug for hvile og samtidig har mit hovede haft brug for ro og tid til at vænne sig til tanken. Vi ville gerne have barn til, men jeg må ærligt indrømme at det også skræmmer mig en smule med alt det praktiske. Hvordan får vi det hele til at fungere og hvad med min virksomhed og alle mine projekter? Jeg ved ikke hvordan det skal lykkes, men har besluttet mig for at det nok skal gå – men der er vist ingen tvivl om at 2019 bliver en ordentlig mundfuld på mange måder. Meget mere om det en anden dag, nu handler det om sommerferie.

I næste uge tager Jan og jeg en forlænget weekend til Paris (alene!!) og i august tager vi alle tre en uge på Bornholm, så ferien er ikke helt slut endnu. Men altså – sådan her har den nogenlunde set ud indtil videre:

sommerferie_3.jpg

Steder jeg har været

Mest i København med Jan, Pontus og klapvogn – og i Tivoli hele to gange. Pontus havde bl.a. sin debut i veteranbilerne og den lille, gule sporvogn, som var et kæmpe hit. Jeg må indrømme at jeg også har brugt en del timer på at sove – både indenfor og udenfor, i sengen, på sofaen, i en liggestol, i bilen og lidt i bussen. Ja, stort set alle steder jeg har kunne komme afsted med det. Jeg har bare været virkelig, virkelig graviditetstræt og jeg har ikke sparet på middagslurene. Udover Københavnske traveture og middagslure, nåede vi dog også nogle familiebesøg og sommerhusture, både i Ebeltoft og i Vig med masser af sol, sommer, udflugter, is og strandture.

sommerferie.jpg

Mad jeg har spist

Mad har fyldt en del i denne ferie. Det gør det egentlig altid, jeg elsker virkelig at spise, men endnu mere lige for tiden pga. to sultne i samme krop. Lige som sidste gang jeg var gravid, har jeg vildt meget lyst til fed, salt mad (hej pomfritter!), men denne gang har jeg virkelig en overvældende trang til fisk – og gerne den panerede version som denne fantastiske omgang Fish 'n Chips vi fik hos Cafe Moeslund i Ebeltoft. Jeg har været vegetar i knap otte år og spiser ellers aldrig fisk, men lige for tiden gør jeg en undtagelse. Jeg har haft dage hvor jeg næsten ikke kan tænke på andet og så er der jo ikke meget at gøre. Den gravide krop er altså en sær størrelse.

Den smukke morgenmad ved siden af fik jeg hos Sonny i Rådhusstræde (meget begejstret for det sted!), isen er Hansens iscreme fra Ismejeriet i Tivoli (også særdeles anbefalelsesværdig) og den sidste ret er baked beans med spejlæg, som fungerede som min morgenmad nr. 2 for nylig hos Ingolfs Kaffebar på Amager. Ingolfs er virkelig det fineste sted og det bliver ikke meget mere sommerligt end at sidde i deres hyggelige baggård med gamle borde og stole og farverige vimpler. Lov mig at du tager forbi næste gang du er på Amager!

sommerferie_4.jpg

Tøj jeg har haft på

Det går en del hurtigere med maven denne gang og der er derfor allerede en del af min garderobe, jeg ikke kan passe længere. Men en god del af den er heldigvis stadig i spil og de sidste par uger har primært stået på vintagesommerkjoler de varme dage og nederdele og trøjer de lidt køligere.

1. 1950'er-kjole fra Paris med bånd og sløjfe i taljen – og solbriller selvfølgelig

2. Stribet Nørgaard-trøje, 1970'er-nederdel og vintagetørklæde

3. Same, same

4. 1940'er-kjole fra København Vintage

sommerferie_2.jpg

Ting jeg har købt

En ny, gammel barnevogn. Vores gamle, gamle barnevogn kan ikke mere, så da jeg spottede denne hos Børnemagasinet, købte vi den med det samme. Det går ikke rigtig uden en barnevogn. 

Det nye IN hvor jeg og andre seje damer fortæller om vintage og genbrug og hvorfor interessen for samme er vokset så markant de sidste 10 år. Bladet findes stadig i butikkerne, hvis du vil læse (med Caroline Fleming på forsiden).

Min venindes nyudkomne bog Telefontesten. Eller jeg har faktiske ikke købt den – det ville jeg, men Rikke var så sød at forære mig den. Det er en ungdomsroman, men selvom den foregår i 2018, kan jeg sagtens genkende alle følelserne, stemningen og alle de pinlige episoder fra mine egen gymnasieår (jeg lyder utrolig gammel nu). Jeg er næsten færdig og er så begejstret for den her lille perle – en perfekt gave til din datter, niece, kusine eller indre, unge jeg.

Øreklips fra Miu Miu. Jeg har ikke købt særlig meget denne sommer, men kunne ikke modstå disse som var på udsalg hos Birger Christensen. De er store, farverige og sjove – lige sådan som jeg gerne vil have mine smykker.