Dem af jer som følger med på Instagram ved det nok allerede godt: jeg har købt mig et par glimmerstøvler. Og jeg er meget begejstret for dem. Sikkert mere end hvad godt er.
Read MoreVind den nye udgave af Dansk Modeleksikon
Jeg kan tydeligt huske min første udgave af Dansk Modeleksikon, som udkom i 2002 – måske er der også andre som har den?
Read MoreDet spørgsmål jeg oftest får...
Jeg elsker at få post fra jer! I er ret mange som skriver til mig og der er især et spørgsmål, som I gerne vil have svar på…
Read MoreOm familieforøgelse og endnu vintagemesse
Måske har I allerede set at jeg netop har annonceret datoen for København Vintage 2019 på Facebook? Hvis ikke, så kan jeg afsløre at det bliver søndag d. 31. marts og det bliver en forrygende dag, så sæt gerne kryds i kalenderen med det samme. Her er Facebook-eventet, hvis I vil holdes opdateret.
I år er jeg ude med datoen og planlægningen i ekstra god tid, da vi har en familieforøgelse derhjemme i januar og jeg derfor helt naturligt er sat lidt ud af spillet i starten året. Flere har spurgt mig om der overhovedet kommer en messe i 2019, men jeg har faktisk slet ikke overvejet at springe over på noget tidspunkt. Vintagemessen er efterhånden blevet en så naturlig del af mit liv at jeg overhovedet ikke forestille mig at den ikke var der. Og når jeg regner på fingrene, kommer jeg frem til at jeg om bare 6 måneder har jeg eksekveret 6 messer (inkl. 2 x Vintage Vinter) på 3 år. Og mig som synes det altid er lidt uoverskueligt bare at skulle arrangere fødselsdag, hah! Jeg er ingen systematisk planlægger og har aldrig drømt om at være messearrangør, det skete ligesom bare lidt af sig selv. Fordi tanken om en vintagemesse i København, var noget af det bedste jeg kunne forstille mig. Og jeg er pænt stolt over det lykkedes, for det har virkelig kostet mange, lange arbejdsdage og søvnløse nætter. Især København Vintage 2017, hvor billederne her er fra, sled på kræfterne. Pontus var knap 2 år, det var den første messe i VEGA og jeg havde netop udgivet min bog. Når jeg kigger på billederne nu, kan jeg godt se at jeg var træt. Sådan rigtig, ægte grundtræt ind til knoglerne, som ingen makeup eller mønstret vintage outfit kan skjule. Det gjorde ondt alle steder, men jeg var så høj på dagen at jeg ikke mærkede noget som helst. Heller ikke de sorte storetånegle, min læge efterfølgende så på og sagde at hun kun oplevede i forbindelse med folk som havde været på en længere skiferie.
Og næste gang har jeg lige fået en baby. Heldigvis har jeg også verdens sejeste team og en hel del mere erfaring, så selvom det måske kan virke lige lovlig ambitiøst er jeg egentlig ret rolig og glæder mig bare til at kigge forbi og nyde synet af stande og gæster – et barn rigere og sikkert også et par ekstra rande under øjnene.
Mere vintagemesse:
> København Vintage 2016: Lidt om tortur og vintagemesse
> København Vintage 2017: Fine fund fra København Vintage
> København Vintage 2018: Gensyn med København Vintage
Vintage shoot og søndag på en mandag
Jeg har virkelig en mandagsagtig mandag i dag – jeg er så træt og alt går bare langsomt. Men weekenden har været præcis det modsatte.
Allerede før sommerferien havde jeg det første møde med Copenhagen Classic som køber og sælger originale designklassikere a la Arne Jacobsens Ægget, Wegners Poeten-sofa, Mies van der Rohes Barcelona-stol og alle de andre kendinge. I år fylder firmaet 10 år og ville derfor gerne lave en serie af 10 billeder med møbler og modeller som passede til – og sendte mig en mail. Jeg fik æren af at planlægge shootet, finde modeller, tøj og tilbehør og style, så vi kunne matche tidstypiske kvindeidealer med møbler fra 30’erne til 60’erne. Og i weekenden var det endelig tid til at samle alle trådene, krølle håret, finde læbestiften frem, matche modeller og møbler og skyde hele billedserien.
Gabrielle fra Vintage Styling Salon stod for både hår og makeup (og gjorde det fantastisk) og Erna, Katja, Kirsten, Ditte og Lærke agerede de sejeste, smukkeste og mest elegante 30’er-, 40’er-, 50’er- og 60’er-modeller (og gjorde det mindst lige så fantastisk). Det var en kæmpe fornøjelse at få lov at arbejde med så mange skønne mennesker på en gang, men selvom jeg føler at weekenden har været en lang fest, er trætheden og (arbejds)tømmermændende i den grad til at tage og føle på i dag. Og så er der jo ikke så meget andet at gøre end at lege søndag på en mandag med en lur og kaffeaftale (og lidt mere arbejde).
Håber I har haft en dejlig weekend!
Masser af mønster, nyt og gammelt – og en voksende mave
Og så var det sidste gang den lange silkekjole kom ud af skabet i denne omgang. Stille og roligt vokser jeg ud af mit tøj og stille og roligt kan jeg hænge det til side, som ikke længere passer. Billederne her tog Nanna af mig for snart tre uger siden, da vi var inviteret på Arken for at se den nye Van Gogh-udstilling (smuk, smuk udstilling forøvrigt, kan varmt anbefales!) og siden da er maven kun blevet større. Sådan er det jo, det burde jo ikke komme som en overraskelse, men jeg synes alligevel det er lidt svært at følge med. Især på tøjfronten.
Jeg vil jo egentlig helst bare blive i mine vintagekjoler, men det er altså ved at blive en seriøs udfordring nu. I sidste uge tog jeg en runde i indre by for at lede efter egnede kjoler til store maver, men fandt kun en enkelt gammel og en enkelt ny. Meget fine begge to, men jeg mangler stadig nogle nederdele og gerne lidt flere kjoler. Så jeg må på jagt igen. Sagen er også at jeg ikke har lyst til at bruge en masse penge på tøj, jeg kun kan bruge i en kort periode, men forsøger at finde alternativer, som jeg også kunne blive glad for efterfølgende – det er altså ikke helt nemt. Det ender nok med at jeg må prøve at lokke min mor til at sy et par simple kjoler, jeg kan bruge, og så må jeg style mig ud af det med smykker, jakker, trøjer, tasker og alt det andet gode.
Godt så, nok om min tøjkrise. Jeg skruer tiden tilbage, hvor jeg stadig var i den lykkelige tilstand at kunne passe en af mine yndlingskjoler fra La Double J. Kjolen købte jeg sidste sommer da Holly Golightly havde udsalg og 40% på en ordentlig bunke gode sager og jeg var så heldig at denne også var sat ned. La Double J laver magiske kjoler af det smukkeste print (mange fra Liberty) og jeg kan stirre på deres hjemmeside i måneder i træk og drømme om alt det jeg godt gad eje. De har jo både nyproduceret tøj, men også en større samling vintage. Du skal ikke klikke på linket med mindre du har god tid til at scrolle det hele igennem, det er nærmest umuligt at lade være. Har du tid? Godt. Så klik her. Hvad sagde jeg?
60’er-jakken har jeg egentlig haft hængende i årevis, men altid haft lidt svært ved at finde ud af hvordan jeg skulle bruge den. Jeg synes hurigt at den ser så ‘damet’ ud på mig, men sammen med den mønstrede kjole, virker den knap så seriøs. Og sammen med Olympia Le Tan-tasken er der ikke meget rigmandsfrue tilbage i den. Jakken kan jeg heldigvis bruge længe endnu, hvis bare jeg ikke knapper den. Og tasken vokser jeg heldigvis heller ikke ud af.
Så sådan blev det på en kølig dag, med silkekjole og vintagejakke. Og nu må jeg til at se mig om efter andre muligheder. Jeg har forøvrigt lovet flere at skrive lidt om det med at bruge vintage, når man er gravid og selvom jeg også synes at det er en udfordring, som er til at føle på, så har jeg alligevel et par tips i ærmet. Mere om det på et senere tidspunkt.
ps. Vil du høre mere om vintage, personlig stil og lidt om modehistorie, så holder jeg foredrag i Hillerød om en uge. Ville være hyggeligt at se jer.
Flere outfits
> Fra soveværelset til fest. Og tilbage igen.
Til mig. Fra mig.
I går blev jeg 34. 34 år. 34 somre og 34 vintre. 34 juleaftner, 34 sommerferier, 34 nytårsmorgener, 34 fødselsdage. Og det har jeg det så fint med. Altså, der er ingen tvivl om jeg synes det er lidt hæsblæsende så hurtigt tiden går, men det nytter jo ikke noget at stresse over det. 34 er godt, jeg føler mig egentlig 34. Så langt, så godt.
Selvom jeg nu officielt må været optaget i klubben af kvinder i midt-30’erne, så er jeg ikke mindre optaget af at have fødselsdag. Jeg elsker det virkelig, det er altid sådan en god dag. Det er ikke hvert år jeg har den store lyst til at blive fejret for den store bedrift det er at fylde år endnu en gang, og i år havde jeg bare lyst til at tage det stille og roligt. Faktisk brugte jeg det meste af dagen alene og gav mig selv den bedste gave: at gøre lige præcis hvad jeg havde lyst til i mit eget tempo. Og det var så rart. Masser af vintagebutikker, kaffe og croissant, mere vintage, frokost i mit eget selskab, hente Pontus og kage og hygge derhjemme. Og fine gaver selvfølgelig, det er absolut en væsentlig del af en fødselsdag.
Sidste uge fandt jeg årets fødselsdagsgave til mig selv – et par utrolig pæne øreringe fra Sachin & Babi, som jeg var så heldig at finde til en god pris hos luksus secondhand-butikken I Blame Lulu på Gammel Kongevej (mega heldigt for mig at nogen var gået hen og blevet træt af verdens flotteste perleblomster). Jeg kendte ikke Sachin & Babi før, men fik googlet mig frem til alverdens smukke kjoler og vilde perleøreringe, da jeg fandt mærket på øreringene – så mange lækre (og dyre!) sager at forelske sig i. Indtil videre er jeg nu meget godt tilfreds med mine røde perler og 34 år.
Mandagsanbefaling: VOGUE Runway app
Kunne du tænke dig alle de store modeshows direkte på mobilen? Her er app'en som gør det muligt.
Denne mandagsanbefaling fik jeg selv anbefalet for ganske kort tid siden af min fellow modenørd, Nanna, som syntes at jeg skulle tjekke VOGUE Runway app ud. Og det gjorde jeg. Og nu kan jeg næsten ikke lave andet and at scrolle igennem tusindvis af modeshows, backstage billeder, street style, videoer og alt muligt andet VOGUE-værdigt materiale. Det meste findes selvfølgelig også på VOGUE.com, men app'en fungerer virkelig godt og er meget mere overskuelig.
Når man så har fået download'et app'en, må jeg på det varmeste anbefale at man starter ud med at se ALLE billederne fra gårsdagens Rodarte SS19 show. Jeg kan næsten ikke holde ud hvor overjordisk smukt det hele er. Og så endda på en regnfuld aften på en kirkegård i New York. Jamen altså, jeg er solgt.
Her er et lille smugkig på kollektionen fra VOGUE Runway app:
Waaaaaooooouuuuw.
Kom til Vintage Vinter i Absalon!
Hvad ville være hyggeligere end at bruge en kold novembersøndag på kaffe, kage og masser af vintage?
Om bare lidt over to måneder er det endnu en gang tid til vintagemarkedet Vintage Vinter i Absalon, hvor du kan finde smukke vintagekjoler, varme vinterfrakker, glitrende vintagesmykker og meget andet godt til vinterens kolde måneder og festlige højtider. I år afholdes Vintage Vinter søndag d. 11. november kl. 10-15 i Absalon på Vesterbro, hvor 12 stande står klar med vintageguld i lange baner. Hvem I kan møde på dagen afslører jeg senere på Vintage Vinters Facebook-begivenhed. I Absalons cafe er der mulighed for at købe frokost, kaffe og kage som kan nydes på balkonen med udsigt over alle de flotte stande.
Jeg glæder mig så meget til at se jer til en hyggelig dag med masser af lækre vintagefund – og her er det helt legalt at bidrage til den gode stemning med rød læbestift, flotte hatte, store kjoler og andet festligt! Og så er entreen endda ganske gratis.
På Facebook kan du tilmelde dig eventet og blive opdateret på nyheder om Vintage Vinter:
Hvad: Vintagetøj og -tilbehør fra 1920-1979 sælges af private samlere og vintagebutikker
Hvor: Absalon, Sønder Boulevard 73, København V
Hvornår: Søndag d 11. november kl. 10-15
– GRATIS ENTRE –
Efterårets vintageforedrag
Vil du med til et af mine vintageforedrag i efteråret? Denne gang kommer jeg både forbi Sjælland, Fyn og Jylland.
Så er det sidste chance i denne omgang for at komme til et af mine vintageforedrag, da jeg går på barsel til januar og først regner med at holde foredrag igen en gang i efteråret 2019. En del har efterspurgt om jeg ikke tog turen til Fyn eller Jylland og det er jeg så glad for endelig at have fået muligheden for!
Foredraget tager udgangspunkt min bog, Vintage, og min personlige fortælling om at glemme nutidens kropsidealer, lægge de moderigtige jeans på hylden og i stedet omfavne min femininitet og hellige mig farverige vintagekjoler. For udover en smukkere og mere personlig garderobe fik jeg også et langt bedre selvbillede og forhold til min kvindelige krop – det krævede bare noget andet tøj og et nyt blik.
Fortællingen er krydret med masser af billeder fra nu og dengang, personlige historier om den evige skattejagt, og er en inspiration til at indrage mere vintage i en moderne garderobe. Og det er der flere gode grunde til at gøre – man får nemlig bedre kvalitet for færre pengene og hjælper også miljøet på vej, ved at købe brugt. Og ikke nok med at det gamle tøj er bæredygtigt, så er der noget magisk ved at eje et unikt stykke tøj fra en svunden tid – vintage indeholder nemlig både gemte og glemte fortællinger om historiske begivenheder, verdenskrige, kvindekamp og kropsidealer.
Jeg håber I kigger forbi, det er altid så hyggeligt at komme ud og møde alle dem på den anden side af skærmen – og der er selvfølgelig også mulighed for at købe en bog med hjem eller få signeret den, man allerede har købt.
Butik Barcelona i Hillerød
Torsdag d. 27. september kl. 19-21.30
Dragør Bibliotek
Torsdag d. 25. oktober kl. 19-21
Musem Midtjylland
Lørdag d. 27. oktober kl. 13.30-15.30
Tarup Bibliotek, Odense
Onsdag d. 14. november kl. 19-21
9 hverdagsluksus-ønsker til min fødselsdag!
Jeg har snart fødselsdag! Og selvom jeg egentlig har det meste (faktisk alt for meget, vi er pt. i gang med en større oprydning herhjemme), er der jo alligevel altid noget jeg drømmer om.
I takt med at lejligheden svømmer over i alt for mange sjove (og ret ubrugelige) loppefund og jeg så småt nærmer mig midt-30'erne, ønsker jeg mig flere lækre og brugbare kvalitetsting, som holder længe og som jeg kan bruge hver dag. Ikke flere små, skøre skåle, pynte puder eller billige cremer, jeg vil bare gerne have den allerbedste kaffe, tøj i god kvalitet og anden hverdagsluksus. Og så hellere et par enkelte gaver, end en hel bunke – vi har alligevel ikke plads til det. Her er mine ønsker i år!
1. NYX Mascara. Jeg fik 'Worth the Hype' mascaraen fra NYX foræret for et stykke tid siden og blev straks fan. Nu kunne jeg godt bruge en ny.
2. Mason Pearson mini hårbørste. Da jeg fyldte 30 fik jeg en stor, lyseblå børste – og jeg elsker den. Denne version er noget mindre og passer perfekt i tasken.
3. Blåstribet Nørgaard-trøje. Jeg elsker striber og jeg elsker Nørgaard, så det siger ligesom sig selv. Jeg har en del forskellige farver, men ikke denne fine blå.
4. Kaffe fra Coffee Collective. Efter jeg rykkede ind i kontoret i Jægersborggade er der røget en del cappucino'er ned fra Coffee Collective. Deres kaffe er fantastisk og jeg ønsker mig en pose med etiopiske bønner, så jeg kan lege kaffebar herhjemme,
5. Stelton termokrus. Tænker at et termokrus med kaffe kunne blive min bedste barselsven i de kolde vintermåneder.
6. Body scrub fra Badeanstalten. Jeg har ønsket mig denne scrub før (og fået den flere gange), den er min yndlings!
7. Gymnastikpose fra Holly Golightly. Jeg har godt nok ingen planer om at starte til gymnastik, men denne pose ville være perfekt til mit svømmetøj og andre udflugter som kunne kræve en rygsæk. Printet er jo spot on.
8. Kashmirtrøje. Der ligger allerede trøje magen til (bare i lyseblå) i mit skab og det noget af det allerbedste jeg ejer. Den er så blød og behagelig at have på og mega, mega pæn.
9. Silkeunderkjole fra Viola Sky. Jeg kan nærmest ikke huske en jul eller fødselsdag, jeg ikke har ønsket mig noget fra Viola Sky og denne gang er det en mosgrøn underkjole i silke.
Fra soveværelset til fest. Og tilbage igen.
Kan man bruge sin vintagenatkjole eller -morgenkåbe til fest? Absolut!
Det er ingen hemmelighed at jeg er svært begejstret for både vintagenatkjoler, -underkjoler og -morgenkåber – og ikke bare til hjemmebrug, men også ude i den virkelige virkelighed. Meget af vintageundertøjet og -nattøjet er simpelthen så fint at det næsten er synd at gemme det væk, det kan sagtens bruges til hverdag og fest. Det eneste man skal være opmærksom på er stylingen!
For ikke at ligne en som lige er rullet ud af sengen, kan det være en god ide at man tilsætter vintagenatkjolen – eller i dette tilfælde vintagekåben – elementer som ikke leder tankerne hen på varme dyner og friskbrygget kaffe. F.eks. røde læber, afslappede jeans, fine smykker eller høje hæle. Og gerne en kombination af flere.
Jeg har stylet denne vintagekåbe med to store stofblomster, høje laksko og glitrende smykker. Med et bånd eller bælte i taljen er den en kjole i sig selv og stående åben fungerer den perfekt som frakke. Og så er den både behagelig og meget anvendelig, når man har en voksende bule på maven, som kræver lidt ekstra plads.
Og det allerbedste? Når festen er slut og fødderne trætte er du (næsten) allerede i nattøjet.
Læs også:
Storms Magasin på Pinterest
Pinterest er en inspirationskilde og tidsrøver uden lige – og du har sikkert også allerede en profil. Det havde jeg egentlig også, men da den var koblet op på en mailadresse, som nu er lukket ned, kan jeg ikke længere bruge den, så jeg har selvfølgelig oprettet en ny. Selvom det er lidt irriterende at skulle starte forfra, er det også forfriskende med en helt ny opslagstavle, som jeg bare kan fylde på. Med tiden kommer der nok en milliard kategorier, men indtil videre kan man bl.a. følge Dream Dresses, How to Wear Vintage in a Modern Wold og Cool Colour Combos, som allerede er nogle af mine yndlings – vil du se dem alle sammen, så kig med her:
Mandagsanbefaling: Eksklusiv vintage på Instagram
Hvis du vil inspireres af andet end chiagrød og havre-latte på Instagram, kan jeg varmt anbefale at følge vintagelegenden Butch Wax Vintage.
Instagram er et vidunderligt sted at finde inspiration og også en fantastisk kilde til at bruge alle sine hårdt tjente penge – på f.eks. vintage. Der er et hav af vintagebutikker og private sælgere fra hele verden, som hver dag frister med de mest utrolige fund. Jeg har selv købt et par kjoler via Instagram og følger troligt med, man ved jo aldrig hvad der dukker op.
En af de mest magiske og inspirerende profiler er uden tvivl Butch Wax Vintage, ejet af tidligere burlesquedanser og vintageekspert, Amanda Suter fra San Diego, som sælger vintage på Etsy og Instagram. Hun bor i det helt rigtige område (tæt på L.A. og Las Vegas), når de gælder eksklusiv vintage, store rober og ekstravagante kjoler – ikke så sært at hendes kundegruppe bl.a. tæller den verdenskendte burlesquedanserinde Dita von Teese. Udover Amandas eminente fund, er det også meget lærerigt at følge med i hendes feed og stories, hvor hun tit deler ud af sin enorme viden om designere og modehistorie.
Ingen regler, mønstermiks og fem forskellige årtier
Jeg har altid haft det lidt svært med regler. Altså ikke at jeg går rundt og småsnyder – og så alligevel.
Moderegler er nemlig noget af det værste jeg ved. Sådan noget med hvad man kan tillade sig at have på efter man har rundet de 40, hvad der holder i denne sæson eller hvilke farver man aldrig skal sammensætte. Den slags gør mig så træt. Inspiration, gode råd og ideer kan jeg til gengæld ikke få nok af – men regler, dem orker jeg ikke. Og da slet ikke når det gælder det jeg synes er allersjovest (tøj!). Så lad mig lige understrege det igen: der findes ingen regler. Heller ikke når det gælder vintage. Der findes ikke en rigtig vintagestil, men uendelig mange måder at sammensætte tøjet på. Du kan holde et stilrent look i et enkelt årti, du kan mikse forskellige årtier og du kan tilføje vintagedetaljer til din moderne garderobe. Alt er muligt og alt er helt ok.
For lige at demonstrere er her et outfit, som består af fem forskellige årtier og som hverken er rigtig vintage eller rigtig moderne. Men det er mig.
> Solbriller, armbånd, taske og sko fra 2010'erne.
> Halskæde fra 1980'erne.
> Nederdel fra 1970'erne.
> Øreklips og bluse fra 1960'erne.
> Tørklæde brugt som hårbånd fra 1950'erne.
Godt og blandet kan man sige. Og den eneste regel jeg har fulgt, er min yndlingsregel: Føler du dig lækker, ER du lækker. Det er det eneste, som betyder noget og alle kan se det. For selvom jeg hader moderegler, har jeg faktisk selv skrevet hele 10 af dem. Og de er ganske gode, hvis jeg selv skal sige det. Du kan læse dem alle sammen lige her.
Mandagsanbefaling: VOGUE like a painting på Gl. Strand
Ugens anbefaling indeholder tre etagers drømmebilleder og misundelsesværlige rober fanget af nogle af verdens bedste fotografer. Afsted, afsted!
Det er efterhånden nogle måneder siden at udstillingen VOGUE Like a Painting åbnede på Gl. Strand, men har du endnu ikke været fordi, vil jeg på det varmeste anbefale at sætte tid af til det. Udstillingen viser nogle af de mest maleriske billeder fra VOGUEs arkiver, fra 1930 til i dag og det er virkelig en oplevelse at se de smukke billeder i en stor størrelse for en gang skyld. Modefotografierne bliver sjældent set på som en kunstform, men udstillingen her viser at de bestemt er kategorien værdig – de er virkelig fantastiske i komposition, farvesammensætning og historiefortælling. Jeg tænker selv at tage en tur mere inden udstillingen lukker ned igen 2. september, jeg kunne sagtens klare et gensyn.
Husk forresten også at kigge i museumsbutikken – der er både fine modebøger, lækre postkort og små kuglepenne udformet som røde læbestifter, hvad mere kan man egentlig ønske sig?
Mandagsanbefaling: Vintage-nørderi på Youtube
Sjældent har jeg set nogen så begejstret for en gennemsigtig YSL-kjole fra 1960'erne eller en 1940'er Nina Ricci-jakke som Hamish Bowles – og jeg ville bare ønske at ugens mandagsanbefaling var 10 gange så lang.
Hamish Bowles er journalist på VOGUE, modeekspert og samler af vintage couture, og i denne lille Youtube-serie får man lov at følge ham med rundt i jagten på det næste fund. Han er både på auktion i Chicago, hos vintagebutikken Didier Ludot i Paris og det kendte loppemarked Porte de Clignancourt (også Paris, selvfølgelig), og det er fantastisk at få lov at være en flue på væggen, når han bladrer igennem de mest eksklusive couturekjoler fra de sidste hundrede år. Afsnittene er desværre alt, alt for korte (et par minutter i gennemsnit), men man må jo tage hvad man kan få og bare håbe på at VOGUE (eller nogen andre) strammer sig an og laver en ordentlig film eller serie en dag.
God fornøjelse med Vintage Bowles!
Hvorfor er vintagetøj så småt?
Er det meste vintagetøj krøbet i vask eller var kvinderne bare halv størrelse af hvad de er i dag? Få svar på hvorfor det kan være svært at finde vintagetøj som passer.
Måske har du også oplevet at være på jagt efter en vintagekjole, men måtte opgive fordi du ikke kunne finde en som passede i størrelsen? Eller forsøgt at finde handsker eller sko, men kun stødt på størrelser som ville passe et stort barn? Det er ikke dig, der er noget galt med, vi er nemlig (næsten) alle sammen blevet lidt større, lidt bredere og lidt tungere over de sidste mange år.
Mennesket har vokseværk
I følge Illustreret Videnskab er mennesket i løbet af de sidste 150 år i gennemsnit blevet 10 cm højere – i Europa faktisk 14 cm, så det er ikke så mærkeligt at tøj fra 50-60-70 år kan virke småt på manges kroppe i dag. Grunden til at vi er skudt i vejret med tiden skyldes bl.a. mere næring i vores kost, mindre indavl og færre infektionssygdomme som kan have indflydelse på højden. Samtidig er vi også blevet bredere og tungere og har også fået større hænder og fødder, hvilket kan gøre det svært at finde vintagesko, -handsker og -tøj som passer vores moderne kroppe.
Derudover er det ofte det dyre selskabstøj fra f.eks. 20'erne og 30'erne, som er blevet passet bedst på og som har været værd at bevare. Ikke alle hjem har haft råd til selskabstøjet, og det stammer derfor fra velhavende familier hvor kvinderne ofte var mindre, da de ikke havde fysisk krævende arbejde og satte en dyd i at være slanke.
Se godt efter på stativerne
Heldigvis er ikke alt vintagetøj småt, det handler bare om at lede efter det. Dengang din mormor eller oldefar var ung var ikke alle kvinder en str. 34 med smalle hofter og et minimum af talje. Dengang fandtes der også kvinder i større størrelser med arbejdsomme overarme og fødedygtige hofter og derfor også tøj som passede til dem – og noget af deres tøj findes stadig derude, så kig godt efter når du leder vintagestativerne igennem.
For det første ser vintagetøj anderledes ud når det hænger på en bøjle end moderne tøj gør, da det ofte er figursyet, og skal derfor prøves på. Vær dog opmærksom på at der ikke er stræk i det meste vintagetøj, så det giver sig ikke (stretch i tøj blev først opfundet i slutningen af 1950'erne), så husk at være forsigtig, så tøjet ikke går i stykker eller du pludselig sidder fast i en genstridig kjole. Du kan med fordel have et målebånd i tasken, så du kan måle tøjet og få en fornemmelse af om det er noget du kan passe, inden du tager turen i prøverummet.
Hjælp til selvhjælp
Finder du drømmekjolen, som næsten passer, men ikke helt, så se efter i sømmene om der skulle være ekstra stof at give af. Mange vintagekjoler er syet med ekstra sømmerum, så der var mulighed for at lægge dem ud med tiden. Måske kan du selv sy og ellers kan det være pengene værd at finde en god skrædder, som kan hjælpe dig med at lægge kjolen ud.
Husk på at jo tættere vi kommer på nutiden, jo større er tøjet ofte også, og som sagt opfinder man materialer med stretch fra slutningen af 50'erne, som gør tøjet mere fleksibelt. Har du derfor udfordringer med at finde vintagetøj som passer, kan det være en fordel at kigge efter vintagetøj fra 60'erne og 70'erne og nøjes med at finde smykker og tilbehør fra tiden før.
Rigtig god vintagejagt!
Paris vintage shopping guide + et par ekstra tips
Sidste weekend var vi som sagt på en kort tur til Paris og selvom tiden var knap og temperaturene høje (37 grader lørdag, puha), så nåede vi da lidt omkring og nød især godt af alt hvad der kunne puttes i munden. Jeg havde ikke planlagt den helt store vintagetur, men kom alligevel forbi et par butikker og har endelig fået lavet en lille vintage shopping guide til Paris, som du kan se lige her:
Og så til et par ekstra tips, som, for mig, var nogle af højdepunkterne på vores tur:
> Alle de smukke bygninger, farverige døre, æstetiske fortovsrestauranter og fantastiske facadeskilte. Paris er virkelig en indbydende og smuk by (helt sikkert ikke alle steder, men Marais hvor vi boede er helt fantastisk), og for en visuel nørd som mig er det halvdelen af fornøjelsen.
> Alle kagerne. Altså her kan Guldbageren i Danmark ikke rigtig være med, eller Lagkagehuset for den sags skyld. Men i Paris finder man de fineste små kager og farverige macarons på et hvert gadehjørne – jeg kunne stirre på dem i timevis og spise adskillige hver eneste dag.
> Ingen grund til at dresse ned i Paris. Ingen kiggede mærkeligt på mig, selvom jeg var i vintagekjole, store øreringe og rød læbestift – og det var ret fantastisk.
> Pastelfarvet vintage i lange baner. Jeg havde ikke før været i butikken Le Cygne Rose, men kom tilfældigt forbi og måtte selvfølgelig lige kigge ind. Desværre var min krop ikke et sted, hvor den kunne skrue sig ned i den lange, lyserøde 20'er-kjole, jeg forelskede mig i, så den fik lov at blive hængende.
> Is! Det er højsæson for is og de meget høje temperaturer gjorde kun lysten endnu større. Lige rundt om hjørnet fra vores hotel lå adskillige små isbutikker med masser af lækre smagsvarianter og det lækreste pynt – bl.a. denne ismacaron, som er verdens bedste koncept!
> Morgenmad hos Ob-La-Di. I Paris ser morgenmadsmenuen noget anderledes ud end i København. Her sværger de til baguettes, kaffe og croissanter og selvom det også kan være skønt, så er jeg altid på udkig efter en lidt mere solid (og gerne grøn) start på dagen. Derfor var jeg ret begejstret for den lille, bitte, Insta-venlige cafe Ob-la-di, som både serverede en god iskaffe, grapejuice og en virkelig god avocadomad. Toppede lige hele herligheden af med et stort stykke banankage bagefter, mon Dieu!
Guide: Sådan sælger du dit vintagetøj
Måske har du arvet en stak tøj fra et familiemedlem eller måske vil du bare sortere ud i dine egne vintagefund. Lige meget hvad, er der ingen grund til at smide tøjet ud – i mange tilfælde kan du sælge det videre og måske få råd til mere vintageguld. Herunder guider jeg til tre forskellige måder at sælge vintagetøj og -tilbehør: Til en butik, på nettet eller et marked.
1. Sælg vintage til en vintagebutik
Nogle vintage- og secondhandbutikker køber eller tager vintagetøj i kommision. For at spare dig selv og butikken besværet, er det en god ide først at sende butikken en mail med et eller flere billeder og en beskrivelse af det du gerne vil sælge – så går du ikke forgæves, hvis butikken ikke er interesseret i tøjet. Husk på at butikkerne køber tøjet til en relativ lav indkøbspris, da de lever af at sælge tøjet videre. Se min oversigt over vintagebutikker i København her.
2. Sælg vintage på nettet
Der er intet der holder dig fra at sætte dit vintagetøj til salg på nettet, men der er meget du kan gøre for at øge chancerne for at få det solgt.
Tydelige billeder. Lige meget om du tager billeder med mobilen eller et rigtig kamera, så sørg for at fotografere tøjet i dagslys, så farverne kommer til sin ret. Sørg også for at tøjet er vasket strøget, så det ser mere indbydende ud. Har du mulighed for at fotografere tøjet på en gine eller en model, får den potentielle køber et tydeligere billede af hvordan tøjet i virkeligheden ser ud.
Mål. Husk som minimum at opgive målene på bryst, talje, hofte og længde.
Beskrivelse. Beskriv så vidt muligt alt hvad du ved om tøjet: årstallet eller årtiet, hvor det kommer fra, materialet, detaljerne (knapper, broderi, lommer, for, lynlås osv.), evt. pletter, huller, lugt eller andet, man som køber gerne vil vide, inden man køber. Jo mere information du kan give, jo lettere er det for køber at tage en hurtig beslutning – og des færre spørgsmål skal du svare på.
Pris. Det er ikke altid nemt at finde ud af hvad vintage er værd, men for at få tøjet solgt, er det vigtigt at du sætter en realistisk pris. Er du i tvivl, kan du lave lidt research på nettet først for at få en fornemmelse af hvad der er en rimelig pris for det, du gerne vil sælge.
> Her kan du sælge vintage på nettet:
Ebay.com og Etsy.com. Rigtig mange køber og sælger vintage på Ebay og Etsy verden over og det kan du også sagtens gøre. På Ebay kan du både sælge til en fast pris eller sætte en budrunde igang og på Etsy sælger du altid til en fast pris – læs meget mere om at sælge på Ebay og Etsy. Her er mange kunder, men også mange sælgere, så det gælder om at få sine varer til at skille sig ud blandt de mange annoncer. Det er gratis at oprette sig, men du betaler ved at give en mindre procentdel af det du sælger, hvis du sælger. Føler du dig ikke tryg ved at skrive på engelsk, kan du også sælge vintage på danske sider:
DBA.dk og Trendsales.dk. På Trendsales handles der primært med moderne tøj mens du kan finde alt mellem himmel og jord på Den Blå Avis. Begge sider er dog også værd at tage i betragtning, da en del også leder efter og køber vintagetøj her. Husk en fangende overskrift, gode billeder og en omfattende beskrivelse af det du vil sælge.
Facebook. Der findes efterhånden mange fine grupper på Facebook, hvor du både kan købe og sælge vintagetøj. Husk at læse gruppernes regler igennem inden du sætter noget til salg – der kan være visse krav til tøjets alder og udtryk og det varierer fra gruppe til gruppe. Tjek f.eks. grupperne Salg af vintage, repro & rockabillytøj 30-60'erne, 1900-1970 Vintage de Lux, og Ooh La La! 1930-1962 Vintage Hive Mind BST.
3. Sælg vintage på et marked
Til sidst, men ikke mindst, kan du tage ud i virkeligheden og sælge dit vintagetøj direkte til køberen på et loppe- eller tøjmarked. I mange af de større byer findes der utallige muligheder for at leje en stand og få ryddet ud i gemmerne. Sørg for at have et tøjstativ og bøjler med, så tøjet kan komme op og hænge og øg chancerne for et salg ved at sørge for at tøjet er vasket og strøget, så det er lige til at tage i brug.
> Her kan du f.eks. sælge vintage på et marked:
København Vintage, Vintage Vinter, Veras Market, Rita Blås Lopper
Rigtig god fornøjelse med vintagesalget!