Sponsoreret
For nogle måneder siden foreslog Jan at vi kunne købe en kolonihave – det var ellers aldrig noget jeg havde overvejet. Jeg har faktisk ikke rigtig været i en kolonihave, og kender ikke mange som har en. Da jeg var barn havde vi sommerhus, så det koncept er jeg vant til, men det orker ingen af os at begive os ud i. Til gengæld trænger vi til noget mere plads og til at komme lidt ud af byen en gang imellem. Ned i gadeplan hvor Pontus nemt kan gå ind og ud (uden at blive kørt ned vel og mærke) og et sted som er knapt så hektisk som indre Vesterbro. Samtidig har vi ikke lyst til at flytte ud af byen, vi elsker virkelig at være lige præcis her hvor vi er. Så måske var sådan en kolonihave en god ide? Jeg summede over det et stykke tid, uden at blive særlig meget klogere eller mere afklaret – jeg har bare haft alt for meget andet i hovedet. Men sidste uge blev jeg mindet om kolonihaveideen endnu en gang.
I onsdags var jeg til et hyggeligt, lille arrangement for Julia Lahmes nye bog, Kolonihaveliv. Den ville jeg gerne høre om, da det jo allerede havde været oppe og vende herhjemme. Og efter mange virkelig gode argumenter fra Julia og endnu flere smukke billeder i bogen, har jeg for alvor fået blod på tanden. Bogen er spækket med forskellige kolonihaver og giver et indblik i alle de muligheder der er i en sådan og de mennesker som bor i dem. F.eks. er der dem som lever og ånder for alt det grønne, dem som bare vil slappe af i hængekøjen og dem som for alvor får muligheden for at udfolde sine kreative drømme. Her er ingen prestigehjem eller udsnit af Bo Bedre, men små grunde med charmerende træhuse, personlige haver og masser af gode ideer – og muligheden for virkelig at trække vejret helt ned i maven. Kolonihaveliv er vildt indbydende og jeg får virkelig til lyst til at investere i gamle møbler, jorbærplanter og en grøn udsigt. Måske er det det lille åndehul vi drømmer om?
