Aubergineruller i tomatsovs (+ vind kogebogen Køkkenterapi!)

aubergineruller_2_stormsmagasin kopi kokkenterapi_stormsmagasinSponsoreret indlæg

Indrømmet. Hjemme hos os er det helt klart Jan som rører mest i grøntsagsgryderne. Han er rigtig god til at lave mad og han gider også godt. Så det får han lov til. Men ind i mellem kaster jeg mig også over kogebøgerne og laver aftensmad til hele familien. Har jeg tiden og overskuddet, er der ikke noget bedre end at købe ind, gøre klar og lave mad. Det er ekstremt tilfredsstillende at spise noget, som man har gjort sig umage med og som smager derefter.

For et par måneder siden fik vi en ny kogebog ind af døren, Køkkenterapi – enkel mad til travle dage. Det koncept kunne jeg godt købe ind i. Travle dage? Tjek. Enkel mad? Ja tak. Køkkenterapi? Jo, det kunne jeg vist også godt bruge noget af. Så vi har kokkeret lidt (okay, Jan har) og vi er ret vilde med bogen. Opskrifterne er vitterlig enkle og nu testet af på en travl familie med et lille barn – de holder. Og smager godt. Gode gedigne retter med lækre råvarer, that's it. Ikke noget med dekadent kogekunst og avancerede instrumenter, bare god og kærlig hverdagsmad – og det kan du endda vinde! Altså ikke maden, men bogen, så du selv kan lave maden. Skriv en kommentar herunder, så trækker jeg en vinder torsdag d. 5. maj. kl 20.00.

Og vil du lige teste en ret af inden du deltager, så synes jeg du skal prøve den her – aubergineruller i tomatsovs, som jeg (ja mig!) lavede forleden dag (og helt bloggeragtig pyntede med basilikum og knipsede løs mens de andre sad og trippede):

1 fed hvidløg

3-4 tomater, afhængig af størrelsen

150 g mosede tomater

1 stor aubergine

1 forårsløg

1 bundt basilikum

skal af 1 økologisk citron

saft af en halv citron

150 g ricotta

salt, peber

Tænd ovnen på 200 grader, og smør et ovnfast fad med en smule olivenolie. Hak hvidløg og tomaterne groft, og steg dem sammen i en gryde. Tilsæt de mosede tomater og, skru ned for blusset, og lad dem simre.

Skær auberginen i 6-8 skiver på langs, og pensl dem med olivenolie. Varm en stor pande op, hæld olivenolie på, og steg aubergineskiverne på begge sider. De skal blive møre og være gennemfugtede med olivenolie, men de skal ikke steges i stykker.

Imens rører du fyldet til auberginerullerne. Hak forårsløg og basilikum (med stængler) fint. Riv skallen af citronen i små fine strimler, og pres citronen. Rør det hele sammen med ricotta, og tilsæt en smule salt.

Tag aubergineskiverne af panden, læg en skefuld af ricottamassen en tredjedel inde på hver skive, og rul hvert stykke aubergine til en lille fin rulle. Læg dem på det ovnfaste fad.

Smag tomatsaucen til med salt og evt. lidt peber. og hæld den over rullerne. Sørg for, at auberginen er nogenlunde dækket, så bliver de dejligt saftige.

Bag i ovnen i 20 min., og server straks.

aubergineruller_stormsmagasin

aubergineruller_3_stormsmagasin